Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Hvorfor sådan en fattig strategi for Aarhus Kommune?
Hvordan kan man se det som nødvendigt at beskære så mange unikke kulturelle tiltag for det der må betragtes som få midler i det store budget. I en tid hvor Aarhus Kommune arbejder aktivt med kultur og sundhed og har fokus på hvordan kulturen kan være med til at gøre livet bedre for mange mennesker. Så laver man besparingsforslag, der rammer kulturen, netop der hvor der arbejdes med særlige tiltag for at skabe gode rammer, sunde kulturvaner og hvor man gør rigtig meget for i forvejen små midler og hvor det gør en kæmpe forskel at de modtager midlerne fra Aarhus Kommune.
Aarhus Teaters unikke tilgang til at få børn og unge i teatret og klæde lærerne på til opgaven er en gave til de unges dannelse og deres fremtid som kommende kulturbrugere. Det samme gælder Filurens samarbejde med skoler, hvor man samarbejder om at lære de unge og særligt dem der ellers kan have det svært i skolen, med de greb som teatret kan til at give dem fantastiske oplevelser på scenegulvet.
Teater Katapult er en vigtig del af fødekæden i det danske teaterlandskab. Teatret har i mange år fungeret som rugekasse for unge talenter og givet plads til udvikling, samtidig med at de har udviklet ny dansk dramatik.
Sidst men ikke mindst, Bora Boras placering på Brobjergskolen er en nødvendighed for teatrets mulighed for at præsentere internationale gæstespil af meget høj kvalitet og udvikling af dansens som kunstart i Danmark. Bora Bora er ikke nær så kendt I Aarhus som det burde være. Internationale forestillinger af meget høj kvalitet som er tilgængelig for alle, da der ingen sprogbarriere er. Men der arbejdes også med både fysisk og mental sundhed. I øjeblikket har de f.eks. en festival "Move your Mind" med forestillinger, der kan sætte tanker igang med fokus på hvordan vi ser på verden. Et mentalt fitnesscenter. Men forestillingerne kan ikke fysisk være i Katapults sal på Godsbanen - det kræver plads at danse på. Men også særligt vigtigt er at gulvet i salen på Brobjergskolen er af helt særligt højt kvalitet at arbejde på for dansere. Noget man ikke har taget højde for i salene på Godsbanen.
Og så har man ikke taget med at alle disse steder er de ekstremt gode til at skaffe ekstra midler til de tiltag de har på programmet. For intet af det disse teatre laver kunne eksistere udelukkende for de midler de modtager fra kommunen. De giver så meget mere end de får. Jeg håber virkelig, at Aarhus Kommune kan finde en bedre måde at løse de økomiske udfordringer end at spare, der hvor der knokles på livet løs for at berige. Vi har brug for et velfungerende kulturliv, som vi er stolte af og som vi praler af ude i verden. Det er en fattig strategi at beskære dem. Noget vi ikke har brug for i Aarhus Kommune. Det kan gøres bedre. Tak.
Download høringssvar som pdf