Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Hasle Bibliotek
Hasle Bibliotek skal bevares
Vi er omkring 60 nationaliteter i området omkring Herredsvang, og Hasle Bibliotek er et kulturelt fyrtårn i denne bydel, som ikke har andre kulturelle institutioner end Kulturhus Herredsvang, som biblioteket er en vigtig del af.
Biblioteket er et samlingspunkt for os uanset køn, alder, hudfarve, religion. Vi kommer og låner bøger, og vi kommer for at læse aviser på stedet, få hjælp til dit og dat af verdens sødeste bibliotekarer, spørge Borgerservice-2-go om noget, sludre lidt. Ungerne kommer og får lektiehjælp, læsehjælp, lørdagshygge – og deres læselyst stimuleret. Biblioteket udlåner lydanlæg til fx de koncerter med verdensmusik, som koncertforeningen ”Verden til Herredsvang” siden 2015 har arrangeret i Kulturhus Herredsvang.
En forælder med to mindre børn kan ikke bare sådan lige tage til Åbyhøj eller Gellerup for at komme på biblioteket. Hvis man ikke har bil, er det jo en rejse.
Aarhus var Kulturhovedstad for ikke mange år siden, lad os nu holde fast i de gode vibrationer og ikke ødelægge de små folkebiblioteker, der er hjørnesten i dansk kultur. Vi har ikke råd til at spare et eneste af dem væk. Vi bør tvært imod bygge flere. Og det er ikke nok at satse på ét stort bibliotek; Dokk1 er et vidunderligt sted, men vi har også brug for biblioteker her udenfor centrum.
Download høringssvar som pdf