Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Lukning af Solbjerg Ungdomsklub
At lukke Solbjerg Ungdomsklub (og øvrige Ungdomsklubber i yderområderne) vil være et selvmål af rang, der på sigt kan betyde øgede udgifter og sociale problemer.
For hvor går man hen som 14-17 årig, hvis det ikke er muligt at mødes i rammer, der er under kyndig voksen ledelse?
En lukning af Solbjerg Ungdomsklub kan kun betyde
- øgede problemer i lokalområdet med hærværk og kriminalitet,
- større problemer med utryghed på det nyetablerede Solbjerg Bytorv (og senere Skovkvarteret), da de unge naturligt nok stadig vil søge hinandens selskab. Og pladsen foran REMA1000 og den nye SuperBrugsen er som skabt til at samles i klynger om aftenen med øget utryghed til følge,
- mulighed for, at der vil skabes en øget problematik med alkohol og hash i en by, der i disse år oplever en stor befolkningstilvækst,
- stor sandsynlighed for, at mistrivsel og bekymrende adfærd blandt specielt de unge drenge ikke fanges af voksne, når de overlades til sig selv uden gode aktiviteter og mulighed for anden voksenkontakt og
- samtaler end med forældrene, der vel næppe får alt at vide af de unge.
Jeg håber derfor, at der tænkes mere end én gang over, om det er det rigtige sted at spare på Ungdomsklubben i Solbjerg (og andre byer i yderområderne.)
Download høringssvar som pdf