Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Gebyr for foreningers lån af kommunale lokaler
Kære Århus Kommune.
Jeg skriver til jer som medlem, stifter og tidligere formand for foreningen ShireCon.
Jeg er bekymret over den foreslåede ændring af prisstrukturen for lån af kommunale lokaler.
Det er foreslået at det skal koste omtrent 21 kroner pr time. Det er jo et meget lavt beløb der er let at overskue for de fleste foreninger - det er jeg helt sikker på.
Men for min forening er det anderles. Vi låner ikke et fast lokale hver uge. Vi låner en skole i seks dage hver sommer. Vi er en lille forening, der afholder løbende kulturbegivenheder med et nørdet præg - men vi låner kun lokaler til vores årlige festival. Lokalerne låner vi 6 dage og vi bruger måske op mod 8 lokaler af gangen.
Den nye prisstruktur ville koste os over 18.000 kroner om året. Det er et umuligt beløb for vores lille forening at betale, og det vil betyde aflysning af vores festival.
Vi betaler i forvejen for at måtte overnatte i lokalerne, og vi er ikke nogen udgift for kommunen, da vi låner en skole i løbet af sommerferien, vi bruger ingen midler til opvarmning (da det jo er varmt om sommeren), og vi efterlader skolen renere end da vi kom.
Jeg vil bede jer om at gennemtænke jeres nye prisstruktur således, at den også fungerer rimeligt for en forening som vores.
Med venlig hilsen
Søren Sloth
Download høringssvar som pdf