"Godt jeg snart skal dø," sagde min gamle veninde, da truslen om at nedlægge Hasle Bibliotek nåede hende.
"Det er som at få en knytnæve i ansigtet.
Jeg var så glad da jeg flyttede herud, for her var det muligt at blive gammel og stadig forblive selvhjulpen i et lille nært og trygt miljø.
Men hvor skal jeg så gå hen efter IT-hjælp og dagens papirnyheder. Dokken og Åby er alt for uoverskuelige for mit gamle hoved.
Og hvor skal jeg så gå hen og få mit sociale behov stillet. Kulturhuset er allerede skrumpet til kedeligt. Koronaen tog de fleste, og uden biblioteket bliver der vel kun de integrerede tilbage, og så tør jeg ikke længere bevæge mig ned på torvet."
"Men Kommunen mangler jo penge," indskød jeg, "noget må de jo gøre!"
"Ja," svarede hun, "det har de altid gjort, men hvis de f.eks.annulerede alle de griske fratrædelsesaftaler, vi jævnligt hører om, og ansatte nogle ældre husmødre som økonomistyrere, så skulle du bare se, hvad der kunne blive penge til.
Nej, det er godt min tid snart er forbi. Vi behøver ingen russere til at ødelægge trygheden for danskerne, det klarer de folkevalgte udmærket selv."
- sagde altså min gamle veninde, og jeg er faktisk meget enig med hende.
Lad os nu beholde vores dejlige bibliotek her i Hasle, så vi stadig har et meningsfuldt samlingssted.