Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Lukning af Teater Katapult vil sætte kæmpe spor i dansk scenekunst og talentudvikling.
Jeg skriver som indfødt aarhusianer og som scenekunstner. Som ung i Aarhus var Teater Katapult med til at åbne mine øjne for scenekunsten. Det har været et kæmpe led i min dannelse og i min interesse for teater. Noget af det bedste og mest nyskabende teater jeg har set, har været på Teater Katapult. Som nu professionel skuespiller og dramatiker har Katapult været en stor og vigtig del af min udvikling som kunstner. Gennem Katapult Akademiet har jeg udviklet mine dramatiske skriveevner og er blevet mødt med fantastisk sparring og en enorm professionalisme og kærlighed til scenekunst og talentudvikling. Det vil være et kæmpe tab, hvis der ikke er andre der får chancen for at møde scenekunsten og dramatikken gennem Katapult og Katapult Akademiet. Det vil gøre talentmassen mindre og gøre mulighederne mindre for de talenter som endnu ikke ikke er synlige (og hvis stemmer ellers ikke vil blive hørt). Katapult gør et kæmpe arbejde for at nå ud og møde sit publikum. Om det er Skive eller Gellerup, så møder de op, møder deres publikum og inviterer dem indenfor. Det vil være et tab for Aarhus og for scenekunsten i Danmark. Teater Katapult og Katapult Akademiet er nyskabende, talentudviklende og nødvendige. Bevar Teater Katapult.
Download høringssvar som pdf