Skal vi have en bæredygtig fødekæde i scenekunstbranchen, er det afgørende at prioritere alle fødekædens led. En fødekæde hvor prioriteringen af unges muligheder og talentudvikling er livsnødvendig for Aarhus' scenekunstmiljø og for scenekunsten generelt.

Med besparelserne på kulturområdet er det ikke blot vækstlaget og unges muligheder og udviklingsrum i teater- og scenekunstfeltet, der står for skud, det er også et helt essentielt hjørne af kulturlivet i Aarhus, der går tabt. Med en de-facto lukning af Teater Katapult, en uhyre uhensigtsmæssig lokaleflytning af Bora Bora og en nedlægning af bl.a. Aarhus Teaters teaterpædagogiske projekt Ej blot til lyst, indsnævner man ikke blot børn og unges muligheder og veje ind i kulturlivet, man giver også den alternative, progressive og ungeskabte scenekunst et alvorligt hug, i en tid hvor den ene krise afløser den anden.

I forrige weekend afviklede vi Teaterbattle for fulde sale i Teaterhuset, Danmarks største vækstlagsforening- og teater, og i weekenden afholdtes Quonga Fest på det lukningstruede Teater Katapult. To af Danmarks største vækstlagsfestivaler, der årligt samler branche og publikum om ny, dansk scenekunst. Skal vi have et alsidigt og attraktivt scenekunstfelt, er det afgørende at prioritere eksperimenterende platforme og ungemiljøer, kendetegnet ved tilgængelighed, udviklingsmuligheder og nysgerrighed for at skabe. Der skal ressourcer og lokaler til for at unge, aspirerende kunstnere kan undersøge og skabe ny scenekunst uafhængigt af og som konstruktivt og gensidigt inspirerende alternativ til de etablerede teatre og institutioner. Alternativet er en branche og et felt, hvor færre unge og publikummer har adgang, og hvor kun de få, større teatre og skoler har monopol på talentudvikling og på, hvad der opsættes på landets scener. Og så kan vi endnu en gang stille spørgsmålet, om et sådant monopol er givtigt for en divers og mangfoldig kunstart?

Med de varslede besparelser risikerer vi at miste fødekæden både lokalt og nationalt, når trappetrinnet mellem vækstlag og det professionelle, nedprioriteres eller fjernes helt. Hvis vi fortsætter den generelle kulturpolitiske tendens om at nedprioritere de led, initiativer og platforme, hvor inspirationen og udviklingen til at blive professionel starter og dannes, så har vi på sigt ikke nogen fødekæde. Og ingen fødekæde, ingen kunst.

Aarhus Kommune har nu muligheden for at vise, at de vil leve op til deres vision om at gå forrest og styrke unges muligheder og talentudvikling på kulturområdet, også i krisetider. Med en bred anerkendelse og prioritering på scenekunstområdet kan de således bane vejen for en fremtidig både lokal og national organisering og oprustning af scenekunstens fødekæde generelt. På vegne af vækstlaget, håber jeg de griber den mulighed.