Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
International katastrofe: kulturen er vores håb i krisetider, ikke nedskæringer
Kære Århus Byråd,
Mit navn er Klara Utke Acs er professionel koreograf og danser. Gennem mit professionelle netværk er jeg blevet gjort opmærksom på jeres besparelsesprojekt og dets konsekvenser for Bora Bora. Dette vil få fatale konsekvenser, ikke blot for dans og scenekunst i Århus, men for hele Danmark. Bora Bora er (som I forhåbentligt ved) en del af både Nordiske og Internationale netværk og spiller dermed en central rolle for at sætte Århus og dansk scenekunst på verdenskortet. Disse besparelser og ‘omlægningen’ vil betyde en ende for den type produktion som scenen bedriver. Det vil umuliggøre det program i verdensklasse, som Bora Bora er kendt for.
Jeg er baseret i København, uddannet i Stockholm og performer internationalt: foruden i Danmark og Sverige, i Finland, Norge, Tyskland, USA og England. Derudover arbejder jeg årligt med produktioner i Århus, og jeg har kun fået indtryk af et ambitiøst og voksende felt i byen.
Bora Bora er et referencepunkt både for danske og internationale kollegaer. Og det vil blive langt dyrere at bygge denne kapacitet op igen, når det først er forsent, end de penge I tror, der vil spares. Det er alvorligt, tydeligvis ikke blot for Århus, og jeg vil på det kraftigeste anbefale jer ikke at gå videre med denne plan.
Danmark og vores verden går igennem en krisetid, den største jeg har oplevet i min levetid. Det påvirker os alle. Så vi må spørge os selv, hvad det er vi kæmper for? Hvis det ikke er vores kultur og værdier, så ved jeg ikke, hvad der er tilbage at kæmpe for og mødes om.
Ambitionerne må være højere end dette fra både borgere og politikere. Og jeg kan se på disse høringssvar, at jeg ikke er den eneste, der mener dette. Jeg håber at I vil lytte og ikke mindst handle. Vi har ikke råd til at tabe en så vigtig, international spiller i vores lille land.
De bedste hilsner,
Klara ‘Ar’ Utke Acs
Download høringssvar som pdf