Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Bevar kulturens dannelse
At spare på kulturen, særligt på området omkring kultur der inddrager skoler, børn og unge samt vækstlaget og minoriteter i Aarhus er et meget større tab end man kan forestille sig. Det er netop her, hvor der er mulighed for at inddrage bredere grupper af elever, styrke trivsel og løfte netop de der har brug for det. At sparre på dette, er ikke bare mangelfuldt i forhold til at danne de unge mennesker, det er direkte ødelæggende menneskeligt og et værdimæssigt skred, som ikke klæder Aarhus.
Et sådant forslag støtter op om den kendsgerning, at Aarhus kommer tættere på at være et sted man vil fravælge at bo og arbejde i, simpelthen fordi det er så fattigt ikke at værne om og støtte op om kulturen, som man ser det i andre byer. Det er simpelthen for fattigt rent menneskeligt at skære ned på institutioner herunder Opgang 2, Katapult, Bora Bora og ikke mindst Filuren og Aarhus Teater, Den Gamle By og vælge målrettet at gå efter al det arbejde, der inddrager skoler, vækstlag og unge på tværs af kulturen. Projektet vil kort og godt underminere denne kultur på sigt og prisen vil skulle betales i f.eks. dårligere trivsel, manglende dannelse, børn der føler sig udenfor fælleskaber uden at finde et åndehul, listen er lang. Derudover underminerer det også livet for alle de aktører der mister jobs og må vælge at flytte og bruge deres værdier i andre byer med større og mere menneskelige visioner.
At foreslå at skære Katapult på en måde, hvor teateret tvinges til lukning er ikke bare en besparelse i penge, det er at ødelægge mange års arbejde med at bygge et stort fundament op som har stor betydning for mange mennesker. Set i forhold til de penge der investeres i byggeprojekter, er det der nu skal spares på kulturen peanuts, omend en lille udgift der skaber stor værdi og som trækker større spor end man forstår. Jeg er oprigtig ked af og trist over den mangel på menneskelig forståelse, dannelse og værdi og ikke mindst sunde visioner der lige pt huserer i Aarhus Kommune.
Det er ikke svært at komme med forslag til, hvad der kan gøres. Aarhus Kommune har de senere år stået frem og udtrykt, hvordan kulturen skal løfte temaer som trivsel, sociale emner, psykologisk velvære, bedre fællesskaber, listen er lang. Men hvis man har disse visioner må man investere i kulturen. Det modsatte er direkte at modsige sig selv. Aarhus har rigtig mange dygtige kulturaktører. Dem må man værne om, hvis de skal blive i byen og gøre den levende. Det modsatte vil skabe en fattig by, rent menneskeligt. Heldigvis har andre byer allerede forstået det og arbejder mere visionært.
Download høringssvar som pdf