Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Bevar FO-Klubberne.
Det vil være en kæmpe fejl at lukke ungdomsklubberne i Aarhus!
Alle de unge, der ikke ser sig selv i sportsforeninger, vil blive udelukket fra et givende fællesskab!
Malling Ungdomsklub er et sted, hvor vores, nu voksne, børn har følt sig hjemme og hvor vores yngste på 17 stadig føler sig hjemme. Han mødes med venner, hænger ud og taler med voksne, som han ser som sine venner, fordi han ikke skal præstere noget bestemt, men bare "være"! Det er voksne med en stor faglighed, som han har meget stor tillid til.
En del elever fra Malling Skole har, af den ene eller anden grund, valgt at flytte skole. Klubben har været det sted, hvor de kunne holde kontakten med deres tidligere klassekammerater uanset, hvilken fritidsinteresse de enkelte børn og unge havde. Det har været af stor betydning for trivslen.
Der stilles mange krav til børn og unge og efter folkeskolereformen er det svært at få hverdagen med skole, lektier og fritidsjob til at "gå op". I klubben er det helt uforpligtende og man er ikke forpligtet til at møde op, hvis man en dag er for træt eller arbejder sent.
Hvis den mulighed ophører, er risikoen for, at de unge kommer til at hænge ud de forkerte steder større. Risikoen for at de bliver hjemme bag en skærm er også større. Dermed er faren for ensomhed, isolation og mistrivsel for de unge mennesker også større.
I en tid hvor der i forvejen er alt for mange børn og unge der mistrives, er det ikke gennemtænkt at lukke klubberne for de unge.
Jeg betaler gerne mere, for at de unge fortsat kan komme i deres FO-ungdomsklub, hvis det kan forhindre, at klubberne lukkes.
Download høringssvar som pdf