Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Bevar Malling Ungdomsklub
Det vil være en meget forkert beslutning, hvis lukning af FO-klubben i Malling føres ud i livet. Klubben fungere som et fristed for de unge mennesker som er på vej ud i voksenlivet. Et sted hvor de kan mødes, hygge og i trygge rammer være sammen.
Det er mig meget uforståeligt af der skal spares på dette område, når børns trivsel står så højt på den politiske dagsordenen, både lokalt og nationalt. Når man læser på Socialdemokratiet i Århus’ hjemmeside, kan man se der er meget fokus på børn og unges trivsel, og at det er besluttet at investere 55 mio kr i brede børnefællesskaber. Dette klinger noget hult, når man så først fjerner billige velfungerende fællesskaber som FO klubben i Malling. Hvis den lukkes, vil de unge ikke have et sted at mødes, hygge og evt få en snak, og blive støttet i livets store og små udfordringer af det fantastiske personale. Her kan de unge være sig selv, uden at der er voksne med ”pædagogiske briller på” omkring dem. Hvis klubben lukker, er der ikke et alternativ for de unge der ikke er med i sportslige fællesskaber. De vil være overladt til sig selv, med risiko for øget mistrivsel og isolation. Der vil derfor blive mange flere børn og unge, som mangler et sted at blive grebet, hvis ungelivet bliver svært.
Det hele handler om, at der bibeholdes et tilbud i Malling til unge mennesker, hvor det primære er nærhed, tryghed og sikkerhed. At de trygt kan komme et sted i deres nære lokalmiljø, uden at skulle bevæge sig udenfor bygrænsen. I en teenagers hjerne kan selv mindre afstande være uoverstigelige bjerge.
Download høringssvar som pdf