For noget tid siden skrev jeg et opslag på Facebook, hvor jeg takkede Statens kunstfond for et arbejdslegat, der muliggjorde, at jeg fortsat kunne skrive bøgere. Jeg kunne lige så godt have takket Aarhus kunstråd for blandt andet for det album, som jeg og min kollega, musiker og komponist, David Mondrup, har på vej.
Uden Kunstfonden og kunstrådets støtte, var hverken bøger eller musikalbum blevet til virkelighed.
Opslaget afstedkom en del kommentarer, de fleste kærlige gratulationer, mens andre undrede sig over, hvorfor det var statens opgave at støtte kunst, der så at sige "ikke kunne betale sig selv."
For det er sandt: Jeg kan ikke leve af at skrive, dertil rækker mit bogsalg ikke. Man kunne jo argumentere for, at hvis ikke mine bøger sælger, så er det nok fordi, de ikke er gode nok. Hvorfor skal staten understøtte bøger, der ikke sælger, hvorfor dog ikke bakke op om bredere titler, bøger, som læserne efterspørger og nyder. Give penge til det, skatteyderne ønsker, al den stund, at det jo i sidste ende er dem, der betaler?
Jeg vil starte med at sige, at jeg forstår argumentet og hverken synes, det er dårligt eller urimeligt. Bare ufuldstændigt. Jeg holder meget af bøger, både de brede og de smalle, bestsellere og bøger med mere beskedne salgstal. Det eneste jeg siger er, at antallet af solgte bøger ikke er proportionelt med bogens kvalitet. Vi ved udmærket, at den mest solgte bil i Danmark ikke nødvendigvis er den bedste, for hvad vil det sige at være en god bil? Handler det om benzinøkonomi, årlige vedligeholdelsesudgifter, fede dækkapsler og soltag, klimaaftryk eller bagagerummets størrelse? Ja det afhænger af, hvem der skal bruge bilen. Om det er en familie med fire børn, en sælger af luksus-hudprodukter, en datehungrende femogtyve-årig eller en som mig, der er virkelig dårlig til at parkere, og derfor foretrækker bilen så lille som mulig. Jeg siger ikke, at bøger og biler er det samme, men jeg synes, det er klogt, når politikere vælger at nedsætte afgiften på- og dermed støtte klimavenlig transport. Det betyder ikke, at jeg synes en bil med plads i bagagerummet er et ringere valg. Det har bare ikke samme gunstige betydning for miljøet, som eldrevne køretøjer har og sådan er alting en afvejning. Også indenfor støtte til litteratur.
Kunst skal ikke være en konkurrence og således heller ikke eksistere på markedets præmisser, hvor det er den ”stærkeste ”, der vinder – hvis der med stærkeste menes den, der er bedst til at skabe en foreretning. Kunst er ikke en forretning, kunst handler ikke om at sælge mest eller råbe højest. Kunst handler om at bidrage til et Hele, til byen og de mennesker, der bor i den og de gæster, der besøger den. Kunst kommer alle til gode, det er en fortjeneste, der rækker langt ud over kortsigtede budgetter og sparekataloger. Jeg frygter, at en besparelse på kunst og kultur muligvis lige nu lukker et hul i kommunens kasse, men meget snart vil medføre et større og dybere hul i byens selvforståelse. Et manglende Hele mellem borger og by, mellem Aarhus og Aarhusianerne. Det vil ikke bare være en skam, det vil være en katastrofe.

Mange hilsner
Louise Juhl Dalsgaard
Forfatter, underviser og projektansat ved Aarhus Litteraturcenter