Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
At flytte Bora Bora til Godsbanen vil slå benene væk under en vigtig aktør i dansemiljøet
Som koreograf og kunstnerisk leder af Wired Studio finder jeg det enormt bekymrende, at man overvejer at flytte Bora Bora ind i lokaler, der i praksis umuliggør udvikling af danseforestillinger, der kan spille på andre nationale såvel som internationale scener. Lokalerne lever simpelthen ikke op til den standard og de størrelsesforhold, denne kunstform udvikles og præsenteres under, hvilket de facto amputerer en virkelig vigtig aktør på både den Aarhusianske, danske og internationale scene.
Jeg arbejder meget internationalt, og Bora Bora er en dansk spiller, der virkelig resonerer i det internationale miljø, og som ofte bliver nævnt ude i verden, når der tales om udvikling af koreografisk kunst i Danmark og Norden. Denne spareplan risikerer at ødelægge det, der over så mange år er blevet opbygget, hvilket vil få langvarige konsekvenser for udviklingen af den unikke kunstform, som dansen er, hvilket i sidste ende vil ramme publikum og de kommende generationer.
Dansen som kunstform er universel i den forstand, at den er non-verbal og et sted vi kan mødes på tværs - vi har alle en krop, der kan blive bevæget af bevægelse. Derfor er dansk koreografi også en stor eksponering af dansk scenekunst, da vi har et meget internationalt publikum. Netop nu må det være ekstra vigtigt at kunne skabe og præsentere kunst, der kan samle os på tværs af kulturer, nationaliteter og baggrunde, hvorfor det at skære ned på kunsten, og især dansen, virker hovedløst.
Støt op om dansen og bliv ved med at være en foregangskommune for kunst og kultur som vi tidligere har kendt og beundret Aarhus for at være.
Mvh Simone Wierød, koreograf og kunstnerisk leder af Wired Studio
Download høringssvar som pdf