Gå til hovedindhold
Sparekatalog for Kultur og Borgerservice

Spar på drift/administration frem for kunst

Planerne om at lukke Katapult, umuliggøre Bora-Boras virke og fjerne en række borgernære aktiviteter især for børn og unge virker helt uigennemtænkt. Det kan ikke passe, at Aarhus Kommune vil skyde sig selv og sit kulturliv i foden på den måde. De forholdsvis små besparelser er helt ude af proportioner med skadevirkningerne for byens scenekunstmiljø.
At der skal spares, er der ingen vej udenom. Og det virker også forkælet at protestere uden at kunne pege på alternativer. For en almindelig borger kan det være utrolig svært at gennemskue det samlede budget, og hvordan den budgetterede besparelse kan opnås. Men efter en gennemgang af sparekataloget og tallene heri vil jeg alligevel komme med et bud - i hvert fald på en retning:
- Driftstilskuddene til teatrene fylder en del i budgettet, 21,6 mio. Det må være rimeligt, at alle teatre bidrager til besparelserne (frem for at man udraderer dem, der har mindst). Hvis alle, der modtager driftstilskud, skal spare fx 6%, giver det ca. 1,3 mio. i samlet besparelse.
- Kulturforvaltningen driver selv en række institutioner/afdelinger, hvoraf ikke særligt mange er med til at bidrage til besparelserne (såvidt jeg kan læse og forstå kataloget). Hvis Godsbanens driftorganisation og Filmby Aarhus, som er de største, hver med 22 ansatte (ud fra hjemmesiderne), hver skal indskrænke driften med 2 ansatte - og hvis Børnekulturhuset, Ungdomskulturhuset, Kultursekretariatet og Musikskolen hver skal indskrænke i administrationen med 1 ansat, giver det tilsammen 8 stillinger og en besparelse på ca. 3-4 mio. Det er selvfølgelig ikke rart at spare på konkrete folk - men dog mindre smertefuldt end at spare to hele scenekunstinstitutioner og deres ansatte væk.
- Besparelsen på udarbejdelsen af kulturpolitik er en god ide, 1 mio.
Så er vi allerede her oppe på 5-6 millioner, hentet bare på kulturområdet.
På længere sigt synes jeg, vi skal have en drøftelse af, om det er en kommunal opgave at drive fx Godsbanen, Ungdomskulturhuset og Børnekulturhuset. Aarhus Kommune har nogle fremragende selvejende institutioner og frie grupper inden for scenekunst både for voksne og børn, og jeg mener, kommunen får langt mere for pengene ved at understøtte det felt, der helt selv kan hente masser af kulturmidler til kommunen og udvikle scenekunsten på fremragende vis - og som selv efter at have bevist sit værd og sine kvaliteter i årtier stadig er underprioriteret. Det understøttes ved frie midler og åbne, samarbejdende enkeltinstitutioner som Bora Bora og Katapult og Filuren. Giv penge og frihed til dét felt, og det vil betale sig selv ind så rigeligt.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Barbara Simonsen

Indsendt

24/11/2022 20:20

Sagsnummer

HS6943364

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H521

Kontakt

Alice Johnsen

Mail: aljo@aarhus.dk 

Telefonnummer: 30 91 35 44