TO TEATERFLUER MED ÉT SMÆK
”Aarhus skal være en af Nordeuropas mest dynamiske teaterbyer med en mangfoldighed af scener”. Sådan hed den stolte erklæring i Vision for teaterområdet i Aarhus som Kulturforvaltningen udgav i 2007. Her blev det også fastslået, at teatermiljøet skulle have optimale muligheder for at udvikle kunstneriske fødekæder, for at samarbejde og for at udveksle forestillinger på internationalt plan.
Faktisk er overraskende mange af visionerne blev til virkelighed. Aarhus har blandt andet fået enestående teaterfestivaler og praktiske og kunstneriske samarbejder på kryds og tværs i miljøet. Alt det har betydning for hele byens kultur, og den sætter befolkningen pris på. For et par år siden spurgte man aarhusianerne, hvad der især gør Aarhus til en god by. Kultur var suveræn vinder med næsten 40 procent.
Nu har Kulturforvaltningen foreslået at slukke økonomien for det lille, opfindsomme og vigtige teater Katapult på Godsbanen. I stedet skal byens danse- og performancescene Borabora flytte derned. Det er en plan, der vil starte en sneboldeffekt, som svækker den mangfoldighed, vi var så stolte af og glade for i 2007.

HVAD HAR KATAPULT GJORT?
Hvad galt har Katapult-folket gjort for at fortjene den behandling? Slidt og slæbt og investeret iderigdom, entusiasme og hjerteblod. Præcis som de har gjort, siden de begyndte i et stemningsfuldt sidegadeteater, produktive langt ud over de økonomiske midler: Græsrodsproduktioner, eksperimenterende teater, Dramatisk Fertilitetsklinik for nye dramatikere og meget mere.
Da byens anden åbne scene, Entréscenen i 2011 blev til danse/performanceteatret Borabora på Brobjergskolen, var Katapult alene i feltet. Samtidig flyttede teatret efter politisk pres til Godsbanen i helt andre omgivelser, men også her er det lykkedes teaterchef Torben Dahl og hans fåtallige stab at skabe et teater med samfundsdiskuterende, oplysende, eksperimenterende og underholdende forestillinger. Og på Brobjergskolen har Borabora præsenteret et tæt repertoire af egenproduktioner og samarbejdsproduktioner. Begge teatre har i øvrigt rekord hvad angår visionens ønske om at vise internationale forestillinger.

NU VAKLER DET
Men nu vakler det måske under begge teatre.
Kulturforvaltningen, der også holder til på Godsbanen, må formodes at have god kontakt til de to scener ligesom til det øvrige kulturliv. Kulturchef Lars Davidsen er tidligere citeret for, at et mangfoldigt kunstudbud er vigtigt for, at alle aarhusianere kan være åbne og nysgerrige. Så sandt, så sandt. Man gad så vide, hvem der er kommet på den tanke i ét hug at fjerne økonomien under én scene og svække den anden ved at tvangsflytte den fra det pulserende midtbymiljø og et publikumsunderlag, som er opbygget gennem ti år. Den ide er næppe født af en person, der finder kunstnerisk mangfoldighed afgørende; nærmere som hos én, der er elsker regneark. ¬¬

MINDRE MANGFOLDIGHED
Konsekvenserne vil være to: Aarhus mister sin eneste professionelt drevne scene, der både viser vigtige forestillinger og er med til at udvikle og nurse nye talenter, og at byens eneste dansescene får dårlige øve- og spilleforhold og skal kæmpe en svær kamp for at lokke sit publikum med ned til et helt andet sted.
To teaterfluer med ét smæk. Mindre mangfoldighed i kulturlivet.
Er det Aarhus’ nye kulturelle vision?