Sparekatalog for Kultur og Borgerservice
Lukning af Hasle Bibliotek
En lukning af Hasle Bibliotek vil betyde, at man simpelthen trækker tæppet væk under det sociale og tvær-kulturelle liv, der er i denne del af byen. Området er beboet af en meget mangfoldig gruppe af mennesker, som allesammen har ret til viden og oplysning, men som sandsynligvis ikke allesammen ville bevæge sig ned på Dokk1, såfremt vores lille lokale bibliotek måtte lukke. Det er simpelthen ikke alle, der har kræfterne til det.
Det vil virkelig være en mavepuster for hele området, hvis Hasle bibliotek blev lukket ned. Og ganske givet betyde en stille og rolig deroute for de gode mellem-menneskelige aktiviteter, som ellers har været med til at holde sammen på vores community indenfor rammerne af vores bibliotek. Det er sin sag at få så mange forskellige mennesker, kulturer, sprog, religioner til at mødes, men Hasle Bibliotek har, i samarbejde med kulturhuset og det boligsociale arbejde igennem mange år været en meget værdifuld faktor i det arbejde. Det er både helt utrolig sørgeligt og rent økonomisk også virkelig dumt, hvis dette arbejde skulle gå til spilde.
Det kommer ganske givet til - på længere sigt - at koste flere penge for kommunen at få styr på lopperne heroppe, hvis biblioteket - og med det vores sårbare lokalmiljø - bliver udraderet, end hvis vi kan få lov til at beholde biblioteket og fortsætte med at møde hinanden, acceptere hinanden, kommunikere og danne relationer og få fornemmelsen af et community med alle de farver det indeholder.
Sammenhængskraft kommer ikke af sig selv i områder som dette. Vi har brug for steder at være og steder der kan være med til at styrke og opretholde vores fælles identitet.
Download høringssvar som pdf