Som mor til Freja på 2 år, ser jeg det som et urimeligt pres at lægge på de små børn i vuggestuen i Børnehuset Langenæs Allé og de voksne, der skal trøste dem, hvis der skal være 25 xtra store børnehavebørn på deres legeplads. Freja går i en dejlig integreret institution, hvor Mariendal ankommer med bussen fra Skovbørnehaven om eftermiddagen. Som dagligdagen er nu for min datter mærker jeg, at de små børn bliver påvirket og græder mere, når de oplever det skift, der sker, når der kommer store børn stormene ind på legepladsen. Pædagogerne er rigtigt dygtige til at håndtere situationen og de store børn er søde ved de små, fordi de har opbygget en relation til hinanden. For nylig er Børnehuset Langenæs Allé blevet udvidet, så der er oprettet en specialbørnehave i huset, hvor børnene på sigt skal integreres i den øvrige børnegruppe. Hvis børnene skal have overskud til at integrere de børn med særlige behov, skal de ikke også udsættes for at skulle forholde sig til ukendte børn fra Giberhytten. Jeg synes ikke, man kan byde så små børn at skulle udsættes for det pres, det er at skulle forholde sig til 25 nye, store børn fra Giberhytten, som ligeledes vil være utrygge ved at skulle skifte institution. Det er en urimelig pædagogisk opgave at skulle løse, fordi vuggestuepædagogerne ikke får flere hænder at trøste de små børn med eller flere hænder til at passe på dem, så de ikke bliver stormet ned på legepladsen. Jeg er selv pædagog og jeg ved, hvilket pres de voksne står i allerede. Hvis vi vil give vores børn de bedste muligheder for at udvikle sig i trygge og overskuelige rammer, skal skovbørnehaverne have lov til at blive, hvor de er og Børnehuset Langenæs Allé have lov til at forblive, som den er.