Gå til hovedindhold

Høringssvar

Sparekatalog for Børn og Unge

Bevar Center for Læring!

Det er dybt bekymrende, at man endnu en gang påtænker en lukning af Center for Læring - fællessamlingen for samtlige folkeskoler i Aarhus Kommune! Vi er som læringsvejledere aldeles afhængige af at have CFL til at hjælpe os med at leve op til bekendtgørelsen om folkeskolens pædagogiske læringscentre!

CFL formidler, genererer og sorterer undervisningstilbud samt konkrete analoge og digitale læremidler. CFL som fysisk sted og det kendskab, vi har til deres medarbejderne samt brugen af funktionerne og ressourcerne på stedet, er uvurderligt i vores arbejde. Den tid, vi som læringsvejledere har på skolen, er så lille, at skal vi undvære CFL, ville vi ikke kunne løse vores opgave og dermed leve op til bekendtgørelsen.

Betydningen af den koordinerende og samlende funktion, som CFL har og skal have, kan ikke understreges nok. CFL’s læringskonsulenter holder os læringsvejledere opdateret på børne-/ungdomslitteraturen, digitale portaler og programmer, den nyeste forskning og meget mere. De er bindeleddet mellem skolernes læringscentre, så vi får videndelt og udviklet os mest muligt.

En del af CFL’s koordinerende funktion består desuden af arbejdsudvalget, der sorterer og udvælger materialer for os fra den store mængde udgivelser, der altid er, så vi sikrer en høj kvalitet af materialer, når vi skal købe bøger til skolernes individuelle læringscentre. Det er en uvurderlig vejledning og en meget nødvendig ressource for os i forhold til at kunne hjælpe elever og lærere i den daglige praksis.

Derudover er det basalt, at CFL indkøber materialer til fælles udlån - man kan se samlingen i det fysiske bibliotek på CFL samt booke tid og få vejledning i brug af de analoge og digitale materialer hos det kompetente personale. Folkeskolerne i Aarhus har siden 70’erne valgt at bruge penge til at drive CFL for på billigste og mest effektive samt solidariske måde at sikre lærere og elever i Aarhus adgang til en mangfoldighed af digitale og analoge materialer, såsom fx romaner, letlæsningslitteratur og fagbøger inden for folkeskolens fag, som den enkelte skole aldrig alene ville kunne have etableret på egen hånd.

Vi vil fra Samsøgades Skoles PLC på denne måde gerne udtrykke vores største modstand mod lukning af CFL - det ville ganske enkelt være en katastrofe! Bevar Center for Læring!
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Marie Esberg

Indsendt

16/11/2022 09:16

Sagsnummer

HS0594556

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H522

Kontakt

Nicolas Madsen

 Mail: nicmad@aarhus.dk 

Telefonnummer: 25 62 28 78