Jeg har som underviser på Aarhus Teater Læring set hvordan elever der, ifølge deres lærere, sjældent ytrede sig i klassen, var enormt nervøse for at skulle fremlægge og havde udpræget eksamensangst, pludselig rejse sig foran klassen og lige så stille finde modet og gemme nervøsiteten væk. Fortællinger om hvordan de efterfølgende klarede sig bedre fordi de fik redskaber til at tackle deres nervøsitet. Fordi de gennem de velprøvede og gennemarbejdede øvelser og materialer ATL tilbyder fik mulighed for at finde deres mod og deres stemme.
At lukke steder som giver unge mod på livet, lader dem turde mere, ryster klasser sammen der mistrives, lader eleverne tale åbent om at noget er svært igennem kunsten, hjælper elever med vanskeligheder til at blomstre, virker som et alvorligt fejlskud. Når man som underviser har set og fået tilbagemeldinger på hvor stor en forskel timerne hos ATL gør for både trivsel, indlæring og fællesskab hos de unge, kan man ikke lade være med at undre sig over hvorfor man vælger at trække støtten fra nogle der faktisk har fundet en vej igennem muren af de massive trivselsproblemer der kalder på handling. I har i Aarhus et fuldstændigt unikt tilbud i ATL, som, hvis i på kommunen for alvor mener i vil gøre en forskel for børn og unge, skulle tage at investere i og lytte til, fremfor at smække døren i for.
Jeg vælger at tro på at i ikke kender det i har mellem hænderne, at i har glemt at lytte til de vanvittigt dygtige undervisere der står for den daglige drift af ATL. Hvis i havde, var tanken om at trække støtten aldrig faldet jer ind.
Ved at trække støtten udhuler i en kulturscene som i burde hylde, enestående steder som ATL, Teater Katapult og Bora Bora. Steder som mange kommuner kigger langt efter men som i er villige til at smide ud. Hvorfor dog slagte guldhønen når man kan få guldæg i mange år fremover?

Mvh. Katrine Weigelt
Tidligere underviser på ATL ved Aarhus Teater