Sparekatalog for Børn og Unge
Lukning af WMC
Til Børn og Unge i Århus kommune! (Vedrørende besparelse af WMC)
Jeg er folkeskolelærer i Hjortshøj lidt udenfor Århus. Her har vi kun 1 skole, og vores elevsammensætning er meget homogen. Vi forsøger selvfølgelig at have et bredt udsyn og tilbyde vores elever mange og forskelligartede forløb med fokus på andre lande, kulturer, børns vilkår osv - og et af de tilbud, vi ALTID benytter os af, når vi kan (hvert andet år) er WMC.
Jeg har været kontaktperson til WMC i næsten hele mit 20 - årige lærerliv og har kun godt at fortælle om det.
Underviserne er fagligt og pædagogisk dygtige til at formidle deres musik, sang, dans og kultur, og det er en helt anden måde at få det ind under huden på børnene på, end hvis vi daglige lærere skulle formidle samme stof.
Det er et langt sejt træk frem mod en fantastisk forestilling i Musikhuset, som børnene glæder sig meget til.
Der er sommerfugle i maven, og de når at få stoffet til at sidde 100 % på rygraden, før de skal på scenen, så de er trygge ved det og får en kæmpe oplevelse. De børn, der er udfordrede, kan også i høj udstrækning være med, idet underviserne er glade, smilende, imødekommende og tillidsvækkende. Børn, der ikke er vant til at øve sig, får motivation for at gøre det, da det er nødvendigt for at være en del af showet. Det er læring, der giver mening, og jeg synes, det er brandærgeligt, hvis I tager den mulighed væk fra børnene i Århus Kommune. De har brug for at åbne øjnene for andre kulturer, og de har brug for at opleve stoltheden ved at have øvet sig og gøre det bedste, de kan.
Med ønsket om, at I vil genoverveje beslutningen.
v.h. Anne Nygaard
Virupskolen
Virupvej 75
8530 Hjortshøj
Download høringssvar som pdf