Gå til hovedindhold

Høringssvar

Sparekatalog for Børn og Unge

Bevar skovbørnehaven i Nørrestenbro

Jeg er forælder til et vuggestuebarn i Nørrestenbro. Vi valgte netop denne institution på grund af, at børnene det sidste 1-1,5 år er i skovbørnehave. Det er faktisk blevet en af de primære grunde til, at vi stadig bor i Aarhus midtby og ikke er trykket mod oplandet for netop at komme tættere på naturen og den friske luft. Når Aarhus kæmper med lav efterspørgsel på dagtilbudspladser i midtbyen (særligt børnehavepladser), og hvis man virkelig ønsker at fastholde småbørnsfamilierne i byen, så vil det være uklogt at spare på netop børnehavetilbud som skovbørnehaver.

Argumenterne for at lukke skovbørnehaven i Nørrestenbro handler om økonomi og en relativ lav tilslutning til tilbudet.

Ja, en skovbørnehave har højere udgifter end et traditionelt dagtilbud. Der er udgifter til transport og til højere nomering. Men mon ikke pengene kommer flerfoldigt tilbage, hvis du får sundere børn med mindre sygdom (færre infektioner, færre antibiotikakrævende behandlinger, er mindre overvægtige), er mere kognitivt og motorisk udviklede, sover bedre og generelt har bedre trivsel og bedre sociale relationer? Disse effekter undersøges lige nu af The Parker Institute på CUH, og mon ikke man burde vente på resultaterne fra dette studie, før man vælger at svinge med sparekniven? Særligt taget i betragtning at en af vores største samfundsproblemer lige nu er, at børn og unges trivsel og mentale helbred er rystende dårlig.

Hvis man oplever lav tilslutning til skovbørnehavetilbuddene, som det fremgår i sparekataloget, så bør man måske sætte ind på at kommunikere mulighederne tydeligere ud til småbørnsfamilierne. Da vi skulle vælge institution til vores søn fik vi blot et langt udprint at institutionsnavne i vores distrikt uden yderligere informationer om institutionernes tilbud - fx skovbørnehavetilbud. De informationer skulle vi selv søge frem ved at google hver enkelt institution og ved at spørge ud i vores omgangskreds, og det er ikke holdbart.

Hvordan et forslag som dette overhovedet er havnet i sparekataloget er over min forstand - særligt når magistratsafdelingen ledes af SF!
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Stine Skjødt Mygind

Indsendt

21/11/2022 09:06

Sagsnummer

HS2560672

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H522

Kontakt

Nicolas Madsen

 Mail: nicmad@aarhus.dk 

Telefonnummer: 25 62 28 78