I dag hvor vi er stået op til en snedækket by, glæder jeg mig endnu mere over Skovgruppen i Nørrestenbro. Jeg misunder de børn det skal med bussen til de små spartanske hytter i Lisbjerg Skov. Kælkebakken venter på dem. Hvin og glædesskrig fylder skoven i dag. Bålhytten bliver fyldt med glade børn med røde kinder, smil i øjnene og snøftende næser og ingen ønsker sig indenfor. Herude i skoven har de nemlig alt, hvad de har brug for. Højt til loftet, plads og frisk luft. Skovbørnene oplever årstidernes skiften på en helt anden måde end inde i byen. Sommer, forår, efterår og vinter har hver sin charme og det oplever og elsker alle Skovbørnene. Ja, de er nemlig skovbørn. Kalder man dem børnehavebørn, bliver man fluks rettet med et lille: “ Jeg er altså Skovbarn. Jeg går i skoven.” Det siger vist alt.
Jeg har et tidligere skovbarn og et (forhåbentligt) kommende skovbarn. Skovgruppen er en gevinst både for de store børn i skoven og de små hjemme i Nørrestenbro. Der er stor forskel på om man er 3 og lige blefri eller 5 og snart på vej i skole. I Nørrestenbro har man formået at tilgodese begge grupper børn på den allermest fantastiske måde. De store kan være vilde og larmende uden at blive tysset på men kan også fordybe sig uden små pilfingre forstyrrer. De små derhjemme er ikke kun små men kan også føle sig store. De kan komme på ture som tilgodeser deres små ben og de kan udfolde sig på legepladsen uden at blive løbet over ende.
Jeg bor ikke i distriktet mere - slet ikke i centrum af Aarhus, men alligevel cykler jeg troligt min yngste ind hver eneste dag fordi jeg ved, hvor dejligt et børnehaveliv hun har i Nørrestenbro og hvor fantastisk det også bliver for hende, når det bliver hendes tur til at komme i Skoven.
De få år børnene har i Skoven, har alligevel gjort så stort indtryk at de 14-15 årige børn i udskolingen søger tilbage til Skoven når de skal i praktik. Tænk sig, i den alder husker de stadig tilbage på Skovtiden og de voksne med stor glæde.
Bevar de gode ting i børnelivet.