Gå til hovedindhold

Høringssvar

Sparekatalog for Børn og Unge

En grundlæggende bekymring til B&U's sparekatalog

Jeg vil gerne argumentere for at det påvirker unges trivsel at Aarhus kommune vil gennemgå markante kulturnedskæringer i deres nye sparekatalog for 2023-2026.

Jeg vil indledningsvist citere fra Aarhus kommunes hjemmeside under fanen Aarhus Kommunes vision for kulturen: "Vores mission: Kultur og Borgerservice skaber sammen med Aarhus’ borgere rammerne for gode liv med oplevelser, tilgængelighed, aktiviteter, kreativitet og livslang læring." Når man scroller lidt længere ned på siden skriver de videre: "En af vores fokusområder fremadrettet er et øget fokus på børn og unges udvikling og muligheder."


Når jeg læser Aarhus kommunes mission for kulturen, så undres jeg. Jeg undres fordi der ikke er nogen sammenhæng mellem hvad de skriver og hvad jeg oplever som borger i byen.
Man opnår ikke "øget fokus på børn og unges udvikling og muligheder" ved at skære i tilskuddet til Teaterhuset Filuren, der sidste år nåede ud til 2700 børn og unge i Aarhus kommune med deres dramapædagogiske projekter i folkeskolerne. Man opnår det heller ikke ved at spare på tilskud til Aarhus Teaters læringsafdeling, som har til opgave at styrke elevernes danskfaglige kompetencer gennem scenekunst og teaterpædagogiske øvelser. Eller ved at helt at fjerne driftstilskuddet til Teater Katapult og flytte Bora Bora ned i nogle lokaler som absolut ikke er egnet til danseforestillinger. Og i samme omgang lukke byens bedste dansested HeadQuarters.

Men hvad betyder alt det her for jer? Hvorfor er det vigtigt at tage stilling selvom at man måske ikke går i teatret eller på folkeskole.


Fordi det her ikke handler om teater. Det handler om trivsel. Det handler om børn og unge som har brug for muligheder for at være en del af sociale fællesskaber.

Jeg kan ligeså godt lægge kortene på bordet. Jeg havde en forfærdelig gymnasietid, jeg følte mig ensom og overset og jeg var på grænsen til at droppe ud. I starten af 2.g blev jeg optaget på Filurens Talentudviklingslinje linje, som er et 2-årigt tilbud for unge i Aarhus kommune som gerne vil lave teater i fritiden. Det optagelsesbrev ændrede alt. Det lyder dramatisk, men i 2 år var lokale 112 på Brobjergskolen mit frirum, et frirum jeg delte med mine 13 bedste venner. Min anekdote handler om, at det er vigtigt at skabe fællesskaber for unge hvor man kan blive set, og hvor der er plads til at man kan gribe hinanden socialt. Jeg føler mig dybt privilegeret over at have oplevet et sådan fællesskab, og jeg er overbevist om, at det har været med til at forme mig til den jeg er i dag, en generelt utrolig glad og social dramaturgi-studerende.


Fremdrift, folkeskolereformer og for tidlig skolestart er efter min mening ikke hensigtsmæssigt eller fair overfor børn og unge i Aarhus. Det arbejde som bl.a. Aarhus Teater og Filuren laver, skaber leg, liv og lyst ud i klasselokalerne. Med frygt for at lyde som en ræverød humaniora, så er det forkert at fratage børn og unge mulighederne for at udforske de blødere værdier som jeg mener er en vigtig brik for selvudvikling og dannelse. Trivsel bliver desværre nedprioriteret i et stadig stigende nyttesamfund hvor alting skal have en funktion. Og jeg er bange for, at hvis man ikke føler at man passer ind i en funktion, så bliver man tabt. Så hvorfor Aarhus kommune vil spare på de institutioner som netop gerne vil påtage sig den opgave at gribe de unge som falder udenfor reformerne, fremdriften og funktionerne, er mig grundlæggende en gåde.

Desværre også en gåde som jeg føler er ude af mine hænder. Jeg kan godt føle mig utrolig magtesløs når jeg gang på gang ser politikerne tage nogle, efter min mening, helt absurde valg, og alt jeg kan gøre er at hidse mig op. Og derfor har jeg brugt den her mulighed for at ytre min bekymring for Aarhus kommunes kulturnedskæringer i deres nye sparekatalog for 2023-2026.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Katrine Flarup Staunstrup

Indsendt

21/11/2022 16:22

Sagsnummer

HS9400984

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H522

Kontakt

Nicolas Madsen

 Mail: nicmad@aarhus.dk 

Telefonnummer: 25 62 28 78