Som pædagog med en kandidat i pædagogisk psykologi og ikke mindst som mor til et nuværende samt et (forhåbentligt) kommende skovbarn i Nørrestenbro, fremsender jeg hermed min dybeste bekymring omkring nedlukning af “Skoven” som en del af Aarhus kommunes spareplan.
At man vil skære noget væk, som er så grundlæggende rigtigt for børn at befinde sig i, er mig en kæmpe gåde. Forskningen taler for sig selv og viser på fineste vis, hvad naturen gør ved børnenes væren i verden; hvordan den bidrager til deres læring, trivsel, udvikling og dannelse.
Som eksempel kan jeg inddrage min egen datter. Hun er 4 år, og som mange andre forældre muligvis kan nikke genkendende til, så kan man ikke altid få de store og mest uddybende svar ud af sådan en størrelse, når de efter en lang dag i institution, hen over aftensmadsbordet bliver udspurgt om deres dag. “Hvad har I lavet i børnehaven?”, “Hvad fik I at spise til middag?”, “Var alle børn der i dag?” osv. Af ganske gode og helt naturlige årsager, kan børn ikke nødvendigvis svare på den slags spørgsmål, som vedrører deres oplevelser i løbet af dagen, men efterhånden som evnen til reflektion udvikles, vil det blive lettere for dem at svare på. Sådan var det også for min datter. Hun beskrev ofte sin dag med enstavelsesord eller ved at sige “Det ved jeg ikke”, når hun blev adspurgt under aftensmaden. Indtil hun startede i “Skoven” i august måned. Herefter kunne hun frit og levende fortælle om sine oplevelser, hvem hun havde leget med, en sjov episode og hvad de havde fået at spise. Og det er netop det “Skoven” kan. Der ude fordybes børnene. Der ude mærker de deres kroppe. De føler samhørighed og fællesskab med de andre børn og voksne. Og når det hele sanses og mærkes SÅ meget, som det gør ude i den skov, så husker kroppen det og associerer det med følelser. Og så kan oplevelserne genfortælles der hjemme over spisebordet! Tænk at Nørrestenbros børn potentielt for fremtiden ikke skal have den mulighed…
Jeg vil i øvrigt udtrykke en dyb frustration og ærgrelse overfor alle de spareforslag på børne- og ungeområdet, som forringer kvaliteten af pædagogiske tilbud og indsatser. Tilbud og indsatser, der er båret af traditioner, som kritisk og reflekteret løbende er forbedret, men som nu af økonomiske årsager må forringes eller direkte afskaffes. Tilbud og indsatser som misundes, beundres og efterlignes verden over, i håb om at kunne skabe ligeså gode muligheder for børn og unge, som vi kan her i Danmark. Det er dybt bekymrende for pædagogprofessionen - men allermest for vores børn og unge.