Gå til hovedindhold

Høringssvar

Sparekatalog for Børn og Unge

Høringssvar vedr. lukning af Giberhytten

Luk ikke GIBERHYTTEN – vi elsker vores skovbørnehave!

Vores søn, Tue, går i skovbørnehave i Giberhytten og vores valg af børnehave har været meget bevidst. Det er en mindre skovbørnehave, som tager ud i et fantastisk naturområde HVER DAG og vores søn stortrives derude. Det er en velfungerende børnehave, som har eksisteret i 55 år, med et godt ry og et super godt samarbejde med Langenæsstien 6B.

Hele Langenæsstien 6B, som også er børnehavens afleverings- og opsamlingssted, er en institution med fokus på NATUR og Giberhytten er en stor del af deres identitet og attraktion. Vi (og rigtig mange forældre) vælger vuggestuen i 6B, så vores børn kan komme i Giberhytten, når de skal i børnehave. Samarbejdet mellem 6B og Giberhytten er fantastisk og både vuggestuebørn og børnehavebørn tager ofte ture ud i Giberhytten – det har Tues storesøster Gry haft stor glæde af da hun gik i børnehave i 6B. Det gjorde også at Tue fik en meget lettere indkøring til skovbørnehaven, da han allerede kendte stedet og pædagogerne derude. Det er en velsmurt maskine, som har fungeret i mange år.

Tue har udtalevanskeligheder og vi er derfor rigtig glad for den meget stabile og mindre gruppe af pædagoger, som arbejder i Giberhytten. Der er meget lidt udskiftning og sygedage og Tue er derfor i trygge rammer, hvor vi også er trygge ved at han bliver forstået og støttet i hans sproglige udvikling. At komme ud i Giberhytten omgivet af kuperet terræn har desuden gjort underværker for hans grovmotorik.

Vi er, som familie, meget glade for at bo i Aarhus midtby. Der er mange fantastiske tilbud, men man giver selvsagt også køb på enkelte ting. Vores børn har ikke samme direkte kontakt til naturens om de ville have hvis vi boede på landet. Heldigvis eksisterer der tilbud som eks. skovbørnehaverne. At begrænse eller ligefrem lukke adgangen til skovbørnehaver til byens børn vil derfor også give (især ressourcestærke) børnefamilier en grund til at flytte ud af byen, eller til at vælge de private institutioner, som værdsætter at give børn naturoplevelser, hvor de får lov at mærke naturen på egen krop og den læren om vores alles natur som vi skal passe på – også i fremtiden. Sidstnævnte synes vi vil være en kedelig udvikling, der svækker de offentlige institutioner, som ellers er en styrke i det danske velfærdssamfund. Men det er afgørende for os at vores børn lærer om naturen, så de kan forstå hvorfor vi skal passe på den.

Det ser nemt ud på papiret at flytte en gruppe børn fra én skovbørnehave til en anden, men vi beder jer se det fra børneøjne. Det er helt nye rutiner, en ny hverdag, trygge rammer og en identitet som Giberbarn som skal ændres. En identitet og oplevelse, som fremtidige institutionsbørn ligeledes vil gå glip af. Det er ikke så enkelt som det måske lige ser ud.

Så kære byråd: Pas på vores børn OG på vores natur!

Mvh.
Tue, Gry, Simone og Thomas
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Simone Falborg

Indsendt

23/11/2022 21:49

Sagsnummer

HS1854367

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H522

Kontakt

Nicolas Madsen

 Mail: nicmad@aarhus.dk 

Telefonnummer: 25 62 28 78