Gå til hovedindhold

Høringssvar

Sparekatalog for Børn og Unge

Bevar Natursamarbejdet

Høringssvar angående Natursamarbejdets lukning.

Søvangen, afdeling 2 i Brabrand Boligforening, afdelingsbestyrelsen.

Almene boliger, som Søvangen, kan mange ting. De giver mulighed for billige boliger tæt på byen, de kan give en lokal forankring og skabe stærke fællesskaber.
Udfordringerne som hænger sammen med almene boliger er dog mange, og livet i en lejlighed mellem parkeringspladser og græsplæner er ikke fordrende for en naturforståelse, snarere tvært imod.
Når et ord som betonjunglen bliver brugt, så handler det ikke om frodighed og biodiversitet.

Derfor er en lille oase som Natursamarbejdet så utrolig vigtig for vores områdes beboere.

Natursamarbejdet udfylder en dobbelt rolle for Søvangen. Ikke alene er der den daglige drift hvor naturformidling, arrangementer og venlige ansatte er med til at give et tiltrængt grønt indspark.

Men når de ansatte tager hjem er Natursamarbejdet med til at skabe rammen om noget helt specielt. Stedet bliver brugt, virkelig brugt.
Der bliver gået ture til Natursamarbejdet, der bliver leget på Natursamarbejdet, der bliver set på dyr, der bliver holdt udflugter, der bliver holdt børnefødselsdage.
Gratis, imødekommende og åbent.

Det er også et bredt udsnit af Aarhus borgere der komme på Natursamarbejdet - både villaejere og familier med anden etnisk baggrund end dansk fra Gellerup. På Natursamarbejdet mødes mennesker fra meget forskellige dele af vores samfund og har gode oplevelser sammen.
Lukker I stedet, lukker i derfor ned for et vigtigt sted, hvor vores børn kan mødes på tværs af skel.
Natursamarbejdet er et eksempel på at man er lykkes med den integrationsopgave, som Aarhus Kommune ønsker skal ske i Gellerup. Man burde derfor tage ved lære af Natursamarbejdets erfaringer og udvide tilbuddet i stedet for at lukke det ned.

Ikke alene bliver natursamarbejdet brugt, der er også virkelig brug for det.

Natursamarbejdet er et dejligt og imødekommende sted, men endnu vigtigere, så er Natursamarbejdet en bro.
En bro mellem by og land - et sted hvor bybørn kan se en høne i øjnene, og høre et rigtigt får sige mæh.
Et sted hvor børn kan se hvor grøntsager, uld og æg kommer fra.
Et sted hvor man kan kradse en ged bag øret og komme væk fra byens larm.
Et sted der er med til at give fremtidens generationer en nødvendig forståelse af hvordan natur og mennesker kan samarbejde.

Natursamarbejdet er en bro mellem mennesket og naturen - et sted vi ikke har råd til at spare væk.

Mvh.
Afdelingsbestyrelsen i Søvangen, afd. 2 Brabrand Boligforening
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Niels Kjær

Indsendt

24/11/2022 19:21

Sagsnummer

HS7020377

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H522

Kontakt

Nicolas Madsen

 Mail: nicmad@aarhus.dk 

Telefonnummer: 25 62 28 78