Gå til hovedindhold

Høringssvar

Sparekatalog for Børn og Unge

Bevar Nørrestenbro Skovbørnehave

Jeg er sur, jeg er vred, jeg er frustreret.

Siden min søn på fem år startede i Nørrestenbro Skovbørnehave, har jeg ofte taget mig selv i at føle en dyb taknemmelighed, over at give ham muligheden for at tilbringe hver dag i "skoven." Jeg finder en dyb glæde og ro ved at vide, at han render rundt under åben himmel, på opdagelse efter insekter, frøer og andre dyr, kravlende rundt i træer og buskads, for dernæst at få varmen ved bålet. Han er så glad, så stolt. ”Jeg går ikke i børnehave, men skovbørnehave.”

Den mulighed skal han og mange, mange andre børn ifølge jeres spareplan åbenbart fratages. Men hvorfor? I given ingen begrundelse. Eller jo, I skriver, at der er lav efterspørgsel blandt de institutioner, der indgår i besparelsesplanerne. Men det er ikke tilfældet for Nørrestenbro. Sådan lyder det i hvert fald, når jeg taler med pædagoger, forældre og andre i nærområdet. Problemet er imidlertid, at I ikke engang giver os mulighed for at have en åben dialog omkring det. Tallene for den lave efterspørgsel er mørklagt for offentlighed samtale. Så altså: begrundelsen holder ikke. Det vil sige, der er ikke nogen begrundelse, eftersom I ikke begrunder jeres begrundelse. Den implicitte årsag er nok, at I tænker, at skovbørnehaverne udgør et "ekstra" tilbud, der, når excelarket skal trimmes, kan skæres fra. Ifølge denne logik anses skovbørnehaven som en slags velfærdsluksus, et ekstra lag glasur på en velfærdslagkage, der fremstår stadig mere fedtfattig. Men det tør I selvfølgelig ikke skrive. Og hvorfor? Fordi I godt ved, tror jeg, hvor stor en succes skovbørnehaverne er. I har måske ikke læst forskningsrapporterne, men intuitivt ved I godt, at de fleste skovbørnehaver er i stand til at modvirke og forebygge det største problem på jeres område: børns mistrivsel.

Kommunekassen trykker. I er pålagt udgiftslofter på kommunale serviceudgifter. Men heller ikke dét begrunder noget. I kan ikke gemme jer bag en generisk tale om spareanvisninger. Det handler grundlæggende om politisk prioritering og vilje. Og det har I nu en chance for at vise. Det er ikke "bare" tre skovbørnehaver I nedlægger. Slet ikke. Det er større end det.

Jeres forslag går direkte imod eksisterende viden på børneområdet. Tager man denne forskning seriøst, kan man ikke med integriteten i behold foreslå næsten at halvere skovbørnehavetilbuddene i Aarhus midtby. Det vil simpelthen være en skandale. For børnene og for skovbørnehaven som insitution.

Ifølge international forskning kommer børn i dag i stadig mindre grad i naturen. Det er trist, eftersom det næppe er til nogens overraskelse, at "pædagogisk arbejde i naturomgivelser er fremmende for børns trivsel, udvikling, læring og dannelse", som en dansk undersøgelse i 2019 understregede. Naturen har en afstressende effekt, og forskning peger på, at pædagogisk arbejde i naturomgivelser skærper børns koncentrations- og opmærksomhedsevne og således reducerer symptomer på eksempelvis ADHD/ADD og stress. Forskning indikerer endvidere, at skovbørnehavebørn er betydeligt mere fysisk aktive end "traditionelle" børnehavebørn, fordi de helt konkret tilbydes mere varierede, mangfoldige og risikofyldte fysiske rammer. Dette udfordrer børnene fysisk og psykisk, fremmer deres kreative legemuligheder samtidig med, at det giver pædagogerne bedre vilkår for at facilitere og være opmærksom på børnenes forskellige behov. Det er det, forskningen fortæller os.

Og jeg tror egentlig godt mange af jer ved det. At skovbørnehaver er vigtige. Det, I bare ikke må glemme, er, at I ikke kan tage dem for givet. At når I vælger at nedlægge 3 ud af 7 skovbørnehaver med opsamling i Aarhus Midtby, da forringer I ikke bare hundredvis af børns mulighed for at lære og udvikle sig i omgivelser, vi fra forskningen ved gør en forskel for dem. De skovbørnehaver kommer ikke tilbage, hvis I lukker dem. Det er derfor svært ikke at forstå spareforslaget som et meget direkte angreb på skovbørnehaven som institution, som et angreb på institutionaliseringen af en række pædagogiske grundprincipper, som pædagoger og tusindvis af børn siden 1950'ernes første eksperimenter har nydt godt af - principper, som fortsat undersøges og udvikles takket være den ressource, som skovbørnehaver som Nørrestenbro udgør for mange forskere og pædagogstuderende. Hvis spareforslaget realiseres reducerer I denne enorme vidensressource og unikke tradition ganske væsentligt. Det betyder, når alt kommer til alt, færre børn i omgivelser, forskningen tydeligt viser fremmer deres læring, udvikling og trivsel.

Kan det virkelig passe?

Jeg opfordrer jer på det kraftigste til at mobilisere den nødvendige politiske vilje til at revidere jeres forslag og som minimum indgå i dialog med vores børns institutioner om, hvordan en lukning kan undgås.

Lyt til forskningen, lyt til pædagogerne, lyt til børnene.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Tobias Dias

Indsendt

24/11/2022 23:23

Sagsnummer

HS9183936

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H522

Kontakt

Nicolas Madsen

 Mail: nicmad@aarhus.dk 

Telefonnummer: 25 62 28 78