Jeg er en af de forældre, hvis barn bliver berørt af disse mulige besparelser gennem nedlukning/flytning/sammenlægning af den børnehave, min datter lige er startet i.

Vi har også været udsat for nedlukning af stue, da vores datter gik i vuggestue, hvilket betød skift også der.

Hvis man ser denne slags forandringer fra barnets perspektiv, så betyder det ikke kun skift i trygge rammer men i særdeleshed skift i trygge voksne. Det kan være omend meget svært for børn, der trives. Hvis man så er en lille dreng eller pige, som slås med at trives, kan denne slags omvæltninger få afgørende betydning for barnets udviklingssti.

Hvis man så samtidigt tager i betragtning, at der fx i vores datters vuggestue også var en lang udskiftning af personale - både i det faste personale men også i alle de mange vikarer og studerende og medhjælpere og sommerhjælpere - så er det på et lille 3 års barneliv rigtig mange voksne at skabe relationer til. Og rigtig mange relationer at miste igen.

For mange børns udvikling er den slags betingelser direkte skadelige.

Det er nok selvsagt, hvad jeg tænker om det.

Jeg kunne dog godt tænke mig at foreslå, at følgende lægges ind som forudsætning for udmøntning, såfremt besparelserne vedtages:

1) Hvis ens barn er ramt af, at dagtilbuddet lukkes/flyttes/sammenlægges, og man ikke som forældre mener, det er et godt tilbud til ens barn, så kan man få lov at få førsteprioritet (dvs. før de andre, der står på ventelisterne/tilmeldingslisterne til børnehave) på at vælge en anden institution. Det vil som minimum give os som forældre en chance for - under omstændigheder vi ikke selv har skabt - at give vores barn de bedste muligheder ud fra den måde, vi kender vores barn på.

2) At forældrene skal have så meget indflydelse som muligt på, hvordan en eventuel sammenlægning og nedlukning kommer til at foregå

3) At det er en forudsætning, at man i planlægningen først tager hensyn til at sikre børnene så mange stabile både børne- og voksenrelationer i deres nye tilbud - før man tager hensyn til, hvad de voksne godt kunne tænke sig.

Mvh
Anne Marie Villumsen