Gå til hovedindhold

Høringssvar

Sparekatalog for Børn og Unge

Skovbørnehaven Nørrestenbro

"Naturen giver mig sådan en følelse af den gir´ mig en gave hver dag", sagde min datter på fire for nogle uger siden. Hun går i skovbørnehaven i Nørrestenbro, som jeg i sidste uge erfarede er i kikkerten i en spareplan på Børn og Unge området i Århus. En spareplan der er en fuldstændig katastrofe - af et utal af grunde.
For det første udvikler skovbørnene et helt unikt bånd med naturen. Et bånd, der er så meget mere omfattende, end det at bevæge sig på en aflukket legeplads i midtbyen. De bliver robuste. Et ord der er meget populært, når man taler om børn, men ikke desto mindre sandt. Men ud over robustheden udvikles også deres fantasi, deres erfaring med naturen, planter og dyr, samt et kendskab til dem selv. Deres motorik udvikles og de får skubbet grænser for, hvad de kan klare som mennesker. Dette er i høj grad med til at styrke et individ, udvikle det og gøre det klar til livet. Helt lavpraktisk handler det om hvordan man holder en frø i hånden, hvilke bær man kan samle, hvordan man laver blå, hvordan man snitter og hvordan man fisker. Hvordan skov, vand og luft altid - ALTID - er med til at give ro. Dette gælder ikke kun børn, men mennesket i det hele taget.
I Nørrestenbro er der en helt unik velfungerende institution, med pædagoger, der har været der i årevis. Udskiftningen her er ikke stor, for arbejdsklimaet er fantastisk. Det kan man mærke som forældre, og det kan vi mærke på vores børn. Det er en institution der snakkes om i byen.
Så hvorfor er det lige man fra Aarhus Kommunes side ser sig nødsaget til at sløjfe en skovbørnehave, der har eksisteret med succes i en årrække, når man i stedet burde fremhæve denne måde at drive institution på? Den danske skovbørnehavemodel har endda gennem årene fået stor udenlandsk opmærksomhed bl.a. fra britiske medier. Så hvorfor er vi ikke vanvittig stolte af den - og hvorfor værner vi ikke om den?
Vi har ikke brug for at blive mere afkoblet fra naturen i 2023. Vi har brug for det stik modsatte. Det taler vi også om når unges motionsvaner, skærmforbrug og trivsel er oppe og vende. Helt ærligt - tror I ikke det hele hænger sammen? Tror I ikke, at det vi præsenterer dem for som børn får en betydning?
Så Aarhus Kommune, og Thomas Medom, der kalder sig selv rådmand for Børn og Unge og lige nu rigtig gerne vil vælges igen i morgendagens valg. Stop lige op og tænk jer om deroppe på rådhuset. For lige nu virker det til I slet ikke forstår, hvad der foregår udenfor de grå vægge på Park allé.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Line

Indsendt

02/11/2022 09:11

Sagsnummer

HS2705349

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H522

Kontakt

Nicolas Madsen

 Mail: nicmad@aarhus.dk 

Telefonnummer: 25 62 28 78