Indsigelse til Aarhus Kommune

Sendes endvidere til bl.a. presse, politikere i Aarhus og på Christiansborg samt diverse organisationer


”Smilene stivner i Smilets By, og livet slukkes på plejehjemmene”

Som pårørende ved de to plejehjem Vestervang 42 og 44 kritiserer vi skarpt de planlagte, kortsigtede og uansvarlige grønthøsterbesparelser, som rammer plejehjemmene i Aarhus. En ødelæggende tsunami, der efterlader markante dele af demensindsatsen i ruiner og de facto gør, at Aarhus Kommune ikke lever op til nationale anbefalinger og sine egne hensigtserklæringer. Det er en skandale i Smilets By, som har været martret af Else-sagen. Smilene stivner.

Spareforslagene omfatter bl.a. fjernelse af klippekortets 30 min. ekstra omsorg om ugen samt en de facto nedbrydning af kommunens superhold, som skaber liv på plejehjemmene: de 11 tværfaglige medarbejdere i Oplevelsesteamet. De rundbarberes med 50% og splittes i atomer. Vi bevæger os nu ind i mørket. Livsgnisten i beboernes øjne vil være i konstant fare for at blive slukket. Et flertal af beboerne har kognitive forandringer, som skal omfavnes af liv, musisk næstekærlighed, tid til nærvær og indfølt dybt sansende faglighed.

De planlagte besparelser bør omgående tages af bordet, og plejehjemmene bør reelt fredes, gentænkes og udvikles i turbulente år, hvor Else-sagen, pandemi, krig og kriser har rystet en kommune, en nation, en verden – og den måde, som vi tænker på. Ønsker politikerne, borgerne og samfundet plejehjem eller plejefabrikker?

Ud fra økonomiske, etiske og moralske perspektiver må de brede skuldre bære besparelser, ikke de smalle skuldre. Det hedder social bæredygtighed og sammenhængskraft.

Kommunens disrespekt for al demensviden: Oplevelsesteamet nedlægges de facto
Musikalitet i bred forstand, sanselighed og empatiske stimuli, bevægelse, kreativitet i sjælfyldte rammer, neuropædagogik, musik- og kunstterapi, besjælede måltider. Det er nogle af nøglepunkterne i demensomsorgen.

Halveringen og den komplette opsplitning af kommunens tværfaglige rejsehold i demens og livsglæde er et katastrofalt farvel til en unik, effektiv og selvkørende spydspidsenhed opbygget siden 2015, som netop omfavner disse nøglepunkter.

Oplevelsesteamets 11 fagligheder spænder fra sygeplejersken og demensklovnen, til skuespilleren, kokken, den syngende antropolog og socialpædagogen. De skaber selv, og de omsætter andres ideer som katalysatorer og rådgivere. Fra Liva Weel-hyldest til Leg på Plejehjem – samarbejde med FO og Samværd, festivalglæde, outreach og samskabelse.

Her er beskrivelse af Oplevelsesteamet:
https://www.aarhus.dk/media/86416/den-blaa-bog-23-11-2022-oplevelsesteamet-aarhus.pdf

11 medarbejdere, i forhold til kommunens størrelse og faglige efterslæb i øvrigt, et lille team med stor power, som er med til at genoprette kommunens ramponerede image efter Else-sagen, og som sikrer den basale livskvalitet for en stor gruppe af de mest udsatte aarhusianere, ikk’å’?

Hvis Oplevelsesteamet reelt nedlægges jvf. sparekataloget, skal kommunens omkring 50 plejehjem selv fortvivlet til at genopfinde den dybe tallerken hver for sig: dyrt i timer og livskvalitet, med tab af innovativ faglighed og viden, helhed og overblik, variation og skævhed.

Med dette farvel til Oplevelsesteamet vil Aarhus Kommune reelt ikke leve op til de nationale retningslinjer og anbefalinger formuleret af Sundhedsstyrelsen januar 2019, som handler om forebyggelse og behandling af adfærdsmæssige og psykiske symptomer hos personer med demens. Op mod 90% af alle mennesker med demens bliver ramt af disse symptomer: kan spænde fra manglende initiativ til uro, angst, aggressiv adfærd, depression og psykotiske symptomer. Retningslinjerne lægger vægt på, at ikke-medicinsk behandling er førstevalget.

Kommunen vil reelt ikke leve op til den forskningsbaserede viden, som formidles af f.eks. Nationalt Videnscenter for Demens, Alzheimerforeningen, Aalborg Universitets musikterapeut-uddannelse (etableret i 1982) og Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin – Center for Music in the Brain. Her har Kira Vibe Jespersen, Line Gebauer og Peter Vuust i oktober i år publiceret ”Music Interventions in Health Care: White paper”. Her er et citat fra forskernes publikation, side 45:

"...a qualitative study found that music enabled people with dementia to participate in activities that were stimulating and personally meaningful (Sixsmith and Gibson, 2007). They also found music to be a source of social contact and belonging, which gave people a sense of empower-ment and control in everyday situations. Other qualitative studies have provided evidence that music contributes to positive self-esteem, enhances feelings of competence and independence, and lessens the experience of social isolation in older people in general (Creech et al., 2013; Hays and Minichiello, 2005)."

Rådhuset er så tæt på forskningen, men så langt fra at handle i pagt med denne dybe viden og årtiers opsamlede erfaringer.

Kommunen vil reelt ikke leve op til de forpligtelser, som kommunen abonnerer på som Demens-venlig By:

"Aarhus står sammen om demens og en bevægelse er sat i gang, båret af mennesker med demens, deres pårørende, frivillige, kommune, og byen som helhed. En bevægelse mod et mere demensvenligt samfund, hvor vi er sammen om demens. Sammen om at skabe en by, hvor de der er ramt, kan leve et trygt og værdigt liv – med og på trods af demens. Fordi når vi står sammen, kan alle være med."

Citatet er fra Aarhus Kommunes hjemmeside om Demensvenlig By-ideen. Vi lader det stå et øjeblik...

De beskrevne besparelser i kataloget sletter de fine hensigtserklæringer. Det er ikke trygt og værdigt bl.a. at spare oplevelsesmedarbejdere og klippekort væk – i plejeorganisationer, som i forvejen er pressede til grænsen.

Tonedøvhed i Music City; dyrk dog synergien og gør Aarhus attraktiv at bo i, for alle...
I selveste Music City-året er det beskæmmende, at Aarhus Kommune i bredeste forstand lukker for essentielle dele af det musiske liv på plejehjemmene. Vestervang 42 og 44 vil gerne spille på mange tangenter (klaverer er der i øvrigt masser af), men nu skrues der ned for livets melodi.

I øvrigt er det en tonedøv absurditet, at musikbyen Aarhus ikke, i modsætning til andre kom-muner og f.eks. Region Midtjylland, tilbyder musikterapi som en integreret del af tilbuddene på plejehjemmene. Bortset fra et par enkelte plejehjem er en af de fineste terapiformer i forhold til demens fraværende i kommunens indsats. Absurd i en by, som huser spillesteder, konservatorium og er gennemstrømmet af kreativitet.

Aarhus Kommune: må vi så få en forklaring og en genopretning?! Faktisk bør oplevelsesmedarbejderne fredes og suppleres med en gruppe af bl.a. musikterapeuter. Kunstterapien mangler ligeledes at komme mere frem i lyset.

Hvis kommunen skulle udnytte viden, penge og ressourcerne rigtigt på tværs af sektorer, burde I kigge på en centeride: ”Center for Oplevelser og Demens” med indlejring af medarbejderne i Oplevelsesteamet i et integreret samarbejde med universiteterne, Skejby, Region Midtjylland, Nationalt Videnscenter for Demens, kulturinstitutioner, FO, Samværd osv. En dynamo, et sted, hvor forskning bliver til oplevelser for udsatte borgere. Og et sted, man kan søge fondstøtte til fra Salling Fondene, Nordea Fonden, Tryg Fonden osv.

Uanset om der står stat, region eller kommune på døren; der bør i det offentlige Danmark ikke være så store forskelle i tilbuddene på dette område. Fornem musikindsats på Aarhus Universitetshospital, Skejby, og nedsparede toner få kilometer ned ad Paludan-Müllers Vej på vores 2 plejehjem på Vestervang. Det er umanerligt dyrt og et svigt af borgerne ikke at tænke i helheder, sektorsamarbejder, partnerskaber og at udnytte alle tilgængelige kræfter. På nogenlunde almindeligt dansk: synergi.

Summa summarum: at Aarhus, som huser så mange kreative og skabende miljøer, ikke konsekvent pakker sine plejehjem ind i denne kreative livskraft er en falliterklæring i forhold til al viden om demens. De aktuelle spareforslag er et nyrestød i forhold til Aarhus-ånden.

”Hjem til Aarhus”, bliver der sunget. Og dog? Har I tænkt over, at vi bliver flere og flere ældre, og at attraktive plejehjem er med til at definere en attraktiv tilflytningskommune?

Klippekortene, der forsvinder – eller: ”Hvordan man klipper håret af en skaldet!”
Mange ældre er så beskedne. De vil bare have nærhed, nyde livets puls efter et langt liv, mærke en kærlig hånd på kinden og synge med på livets sang med lidt vind i håret og en lille dans i nu’et.

Eller som en beboers næsten smerteligt beskedne ønske kommer til udtryk i tilsynsrapporten (v/Hjortshøj & Møller Care, 28. september 2022) for Vestervang 44: ”Denne beboer udtrykker ønske om, at personalet en gang imellem ville bruge 5 min. på at sætte sig hos ham og bare snakke med ham, og være nærværende uden at lave praktiske ting.” (side 7)

Vedkommende er ikke alene om det ønske, skulle vi hilse og sige. Normeringerne er for lave, og aften-weekend-situationen er ofte en balance- og stilhedssitrende historie for sig. Det er ikke ansvarligt og forsvarligt. Hverken i forhold til beboernes livskvalitet eller et presset personale.

Tilsynet henstiller til, at der bliver taget hånd om dette basale ønske. Tilsynet vurderer, at sådanne mangler og problemer mht. bl.a. nærvær og pleje udført af fast personale (underforstået: frem for vikarer) vil kunne udbedres og rettes op (tilsynsrapporten, side 4). At der gives mere tid; at klippekortet eventuelt kan bruges (tilsynsrapporten, side 5).

Med fjernelsen af klippekortet er det mere end svært at se, hvordan i alverden plejeorganisationerne skal kunne magte de symbolske 5 minutters ekstra nærvær. Og vikarsyndromet er i øvrigt en historie for sig, som vi kommer til.

Eller sagt på en anden måde: med fjernelsen af klippekortet modarbejder Aarhus Kommune direkte tilsynets henstillinger – og definerer dermed et omsorgssvigt.

Vi investerer milliarder i mere eller mindre bæredygtige infrastrukturprojekter, i mere eller mindre bæredygtige stadionprojekter, graver for millioner ved ARoS, vil gerne være visionære, men begraver sølle 5 minutters samtalehåb. Er det ikke en falliterklæring for et velfærdssamfund med en stor ressourcekraft trods svære tider?

På Christiansborg bliver der luftet tanker om skattelettelser, mens beboerne ikke kan få kartoffelchips til håndboldkampen. Sparet væk iflg. en medarbejder. Sammen med Oplevelsesteamet og klippekortene. Det er ikke i orden. Det er ikke værdighed. Det er en værre redelighed.

Tordenskyerne rejser sig i horisonten: risikerer fjernelsen af klippekortet f.eks. at reducere timetallet for de to aktivitetsmedarbejdere, som arbejder på Vestervang 44? Et af plejehjemmets særkender, som der skal værnes om. Risikerer stillingerne helt eller delvist at blive sparet væk?

Er det herefter skoleelever, som skal redde kommunen og erstatte faguddannet arbejdskraft?!

Vestervang har en herlig ordning, hvor dedikerede skoleelever kommer flere gang ugentligt og hygger skønt om beboerne; især på de tyndslidte aften- og weekendvagter. Eleverne giver liv, og ordningen kan måske få yngre mennesker til at få sig en omsorgsuddannelse (hvis arbejdsforholdene er i orden). Der er dog lige et forbehold: De søde unge mennesker kan og skal og bør ikke erstatte faguddannet arbejdskraft med indsigt i bl.a. neuropædagogik, sansestimuli osv.

Lappeløsningen fra politisk side er tilsyneladende generelt i kommunen nu at prøve at finde personale, som kan noget kreativt og at prøve at få medarbejdere til at gå op i tid ved at tilbyde dem timer til kreativitet? Men, hvordan i alverden har man tænkt sig, at de får tiden til det? Når personalemanglen er akut, normeringerne balancerer på tippepunktet, og vikartimerne vælter budgettet...

Milliarder i intetheden, det vilde vikarparadoks, og hvad koster en seng på Skejby?
Hvor store merudgifter har Aarhus Kommunes plejehjem grundet brug af vikarbureauer, fordi det faste personale falder fra, og rekrutteringen falder sammen? Hvor mange millioner fosser meningsløst ud af kassen sammen med helhedstanken? Millioner, som kunne være brugt til investering i Oplevelsesteamet, i klippekortene og i genopretning af arbejdsmiljøet. Og hvor stort er beløbet på nationalt plan, kære politikere og embedsmænd? Milliarder? Det er her, I skal sætte ind og finde pengene.

Det er her rådhus, Christiansborg og KL skal vise sit format. Regeringsforhandlingerne ruller i disse uger. Aarhus og plejehjemmene generelt har brug for hjælp nu, kære politikere:

”Hovsa-politik nej tak, helhed jadak!”, som vi udbasunerer i megafonen her fra Aarhus.

Og vi kan blive ved: De foreslåede besparelser øger mistrivsel, ødelægger livskvalitet, presser beboerne psykisk og fysisk – ergo øges risikoen for bl.a. flere hulter til bulter-indlæggelser på sygehuset. Besparelser bliver til dyre indlæggelsesdage ovre i regionen. Hvad koster en seng på Skejby? Og besparelser presser personalet: sygdom, fravær, vikarbureau. Millioner og milliarder fosser ud af tanken i plejehjemmenes dødsdrom.

Tanken er ikke til at holde ud. Det er dyrt at spare. Og de svageste betaler prisen.

Enten-eller kan også formuleres som både-og, hvis vi tænker i sammenhænge, dropper grønthøsteren og finder milliarderne ved at investere i velfærd, kreativ nytænkning, forebyggelse og helheder, som sikrer bæredygtige plejehjem. Apropos nytænkning: noget vasker sig – et lille eksempel...

Fra voldvask til virkelig livs- og arbejdsglæde, der vasker sig
Kunsten på et nytænkende plejehjem er at fokusere på fagligheder. Øger glæden hos bebo-erne, øger kvaliteten i plejen, øger den faglige stolthed og optimerer dermed driften.

Hvorfor skal omsorgsmedarbejdere på aftenvagt f.eks. stresse rundt og vaske tøj mere eller mindre vellykket fremfor at fokusere på deres fags kerne: omsorg, samtaler, nærvær og pleje? Ansæt en vaskemedarbejder, en social og praktisk husalf m/k, som omsorgsfuldt vasker tøjet. Resultat: bedre udnyttelse af omsorgsmedarbejderne faglige talenter, mere faglig glæde, mindre stress, mere omsorg – og pænt tøj. Kunne måske tænkes som integrationsprojekt?

Og spar så strøm og ødelæg mindre tøj ved at reducere brugen af tørretumblere: opsæt tørresnore udendørs – giver en hjemlig atmosfære – og brug tørrestativer. Nogle af beboerne kan hjælpe med; et lille meningsfyldt indslag i hverdagen.

Sparekatalogets forslag om brug af eksternt vaskeri er ufleksibelt, typisk kan der være to uger mellem afhentning og tilbagelevering. Ordningen kræver også administration. Fordyrende, upraktisk og uhjemligt. Det er et forslag, som ikke vasker sig.

Apropos faglighederne og forsvarlig brug af millionerne: ledere i klemme – gør oprør!
Der er just ansat en mængde nye viceforstandere i kommunen, og generelt er antallet af ledere øget med 50% siden 2018 til anslået 237 i Magistraten for Sundhed og Omsorg ultimo 2022 (Århus Stiftstidende online, 22. august 2022). En lønsum, som løber op i mange, mange millioner. Bare for at tage et par tal fra den store lommeregner: 7 millioner mere til ledelse og kompentenceudvikling møntet på viceforstanderne jvf. samme artikel i Stiften. Og en samlet magistrat-lønsum, som vi kan regne ud, løber op i milliarder.

Med den anden hånd reducerer man derefter indholdssiden på plejehjemmene for millioner og indstiller sigtekornet på det lille Oplevelsesteam med den store værdi og klippekortets beskedne 30 min. En vaskeægte Aarhus-historie. Kortsigtet, inkonsekvent, dyrt og dermed får den nye kobling af viceforstandere og forstandere umådeligt svært ved at folde organisationernes potentialer ud. De må gå i brandslukningsmode.

Helhed og langsigtede horisonter, nyskabende organisationsudvikling, og dermed en optimal udnyttelse af en stor investering i lederlaget med ønsket om nærværende ledelse og værdigt liv i lyset af bl.a. Else-sagens chokbølger, sættes under pres.

Hvor er logikken i det her?

Da den samlede lederkraft på de aarhusianske plejehjem nu er forøget i skyggen fra en ødelæggende sparepakke, der reducerer beboernes livskvalitet, presser arbejdsmiljøet og reducerer ledernes muligheder og handlekraft, mener vi, at de nu akut må gå ud samlet og offentligt – og sige entydigt fra i forhold til sparekataloget.

Lederne må konstatere, at der ikke kan spares mere på plejehjemmene bortset fra et område groft sagt – den voldsomt fordyrende brug af vikartimer! At situationen er uforsvarlig, at der ikke kan skæres mere ind til benet. At sygeplejersker altid har været drevet af omsorg og historisk set også af sygeplejeløftet.

Mange ledere er måske nervøse ved at stille sig frem eller har ikke kræfterne. Få Lederforeningen organiseret af Dansk Sygeplejeråd i søen nu. Mange forstandere er organiseret her. Vi kan se, at foreningens bestyrelse er repræsenteret i den aarhusianske plejehjemsverden af næstforkvinden og forstander Marie Rosbjerg, som faktisk på DSR’s hjemmeside udtaler, at lederne skal blande sig i alle debatter.

Tiden er kommet. Træd frem. Brug forstanden forstandere: følg jeres hjerte, sig fra. Lad os være sammen om at sige nej til ødelæggende spareplaner.

Skal vi ikke lige gentage ordene om den Demensvenlige By?:

”Sammen om at skabe en by, hvor de der er ramt, kan leve et trygt og værdigt liv – med og på trods af demens. Fordi når vi står sammen, kan alle være med."

Smukke ord, men et fatamorgana, hvis vi ikke sammen siger...STOP og beder omtanken og næstekærligheden om at indfinde sig. De smalle skuldre skal ikke bære det store læs. Ønsker politikerne, borgerne og samfundet plejehjem eller plejefabrikker?

Postludium: Thune og tatoveringen
”Lys i øjnene. Hos de gamle og hos mine ledere. Det er min ambition.
Lys i øjnene. Det er min imaginære tatovering.”

Citat fra Thune Korsagers personlige ledelsesgrundlag, som kan læses på Aarhus Kommunes hjemmeside. Thune er konstitueret direktør for Sundhed og Omsorg.

Imaginær betyder indbildt, uvirkelig eller tænkt iflg. lex.dk.

Thune – respekt for din passion, men helt ærligt mellem os: nedlæggelse af Oplevelsesteamet og fjernelse af klippekortet slukker lyset ude i virkeligheden på plejehjemmene. Av vores arm for en brændemærkning af hele organisationen og beboernes liv. Vi synes, du skal tage en god lang snak med politikerne.

Smilene stivner i Smilets By.


Venlig hilsen

Margit Høvring, pårørende, Vestervang 42, tlf. 22 56 44 22
Trine Kammer & Flemming Kem, pårørende, Vestervang 44, tlf. 24 20 02 46


Vestervang 42 og 44 er to små plejehjem med hver 30 beboere; attraktivt beliggende i hjertet af Aarhus og dog i grønne omgivelser tæt på Botanisk Have, Den Gamle By og Aarhus Universitet. Plejehjemmene, som åbnede i 2011, er tegnet af Regnbuen Arkitekter og udsmykket af Erik A. Frandsen. De er intime og lægger op til en stemning af bofællesskab mere end institution. De var tænkt som et referenceprojekt for fremtidige plejeboliger. Overskuelige, sanselige og med ønsket om et højt aktivitetsniveau fra Beboer- og pårørenderåds side. Det er den ånd, det er den ide om liv og nærhed, vi forsvarer i dag. Og som er under pres.