Bemærk at høringssvar først gennemgås efter endt høringsfrist.
Har du spørgsmål til høringen, se informationer i Lokalplanen.
Udarbejdelse af lokalplan nr. 1195 sker med baggrund i, at Aarhus Kommune den 25. marts 2022 traf en afgørelse om forbud efter planlovens § 14 mod et ansøgt byggeprojekt, da det ikke levede op til intentionerne i lokalplanen, herunder de planlægningsmæssige og kvalitetsmæssige ønsker, som kommunen har for bebyggelsen på denne placering.
Lokalplanen skal ses som et tillæg til lokalplan nr. 1078. Et tillæg der ophæver enkelte bestemmelser i lokalplan nr. 1078 og erstatter dem med nye bestemmelser. Størstedelen af bestemmelserne i lokalplan nr. 1078 vil således fortsat være gældende for arealet.
Målene med planen er, at lokalplanens bestemmelser bliver tilstrækkeligt præcise til at kunne sikre, at byggeriet får det arkitektoniske udtryk, som lokalplan nr. 1078's visualiseringer illustrerer, og at projektet dermed lever op til de ovennævnte planlægningsmæssige ønsker, som kommunen har for bebyggelsen på denne placering.
Lokalplanen kan ses på Lokalplanportalen
Planen og klagevejledning kan også ses digitalt på Hovedbiblioteket - Dokk1 fra den 28. februar 2023.
Lokalplanforslaget er godkendt på byrådsmødet den 22. februar 2023.
I referatet fra byrådsmødet kan du se indstillingen og alle bilag.
Enhedslisten de Rød-Grønnes byrådsgruppe kunne ikke tiltræde indstillingen og ønskede deres mindretalsudtalelse af 22. februar 2023 medsendt forslaget. Mindretalsudtalelsen er vedlagt lokalplanen og kan se på lokalplanportalen og den kan ligeledes ses i referatet fra byrådsmødet.
I henhold til § 10 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) er der truffet afgørelse om, at lokalplanen ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering, idet planen ikke vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. lovens § 8, stk. 2. Begrundelse for afgørelsen kan ses i lokalplanforslagets redegørelse.
Klager over retlige spørgsmål i forbindelse med Aarhus Kommunes afgørelse kan påklages til Planklagenævnet. Du klager via Klageportalen, som du finder link til via siden naevneneshus.dk. Klageportalen ligger også på borger.dk og virk.dk. Du logger på med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til Aarhus Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for kommunen i Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, Plan, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand, pbm@mtm.aarhus.dk der herefter videresender anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes. Klage skal være indgivet inden 4 uger efter offentliggørelsen af denne afgørelse.
Hvis du mener at forslagene bør ændres, eller du i øvrigt har kommentarer til forslagene, bedes du indsende dit høringssvar - klik på knappen "Tilføj høringssvar" på denne side.
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. Det betyder bl.a., at enhver som udgangspunkt har ret til aktindsigt i alt det du skriver. Derudover vil alle høringssvar inkl. bilag blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling af sagen. Det betyder at navn, adresse, telefonnummer, mail og andre personlige oplysninger som du har oplyst i dit høringssvar, vil blive offentlig tilgængelig. Vi skal derfor opfordre til, at du tænker over hvilke personlige oplysninger du skriver i høringssvaret og at du, såfremt du er omfattet af adressebeskyttelse, gør os opmærksomme på dette.
For lokalplanområdet som helhed kan der være fastsat bestemmelser om bl.a. formål, område og opdeling, anvendelse, udstykning, trafikforhold, teknisk forsyning, bebyggelsens omfang og placering, bebyggelsens udseende, opholdsareal, hegn og beplantning, støjforhold, særlige forudsætninger for ibrugtagen af ny bebyggelse, grundejerforening og tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder.
Fremlæggelsen af forslaget for offentligheden har den midlertidige retsvirkning, at der ikke må disponeres indenfor lokalplanområdet på en måde, der foregriber indholdet af den endelige plan. En eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte uændret. Disse midlertidige retsvirkninger gælder, indtil der er vedtaget og offentliggjort en endelig lokalplan, dog højst i et år fra tidspunktet for offentliggørelsen af forslaget. Efter udløbet af den tid, hvor forslaget er fremlagt for offentligheden, vil det være muligt for kommunen at fravige forbuddet og tillade, at en ejendom bebygges eller på anden måde udnyttes i overensstemmelse med lokalplanforslaget, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og der ikke er tale om et større bygge- eller anlægsarbejde.
Del af Lokalplan nr. 471 (Plan-ID 1117414) vil blive ophævet ved den endelige godkendelse af lokalplanen. Derudover vil følgende enkeltbestemmelse i lokalplan nr. 1078 (Plan-ID 3964613) også blive ophævet ved den endelige godkendelse af lokalplanen: §8 stk.10 Byggefelt 20; §8 stk.11; §9 stk.34; §9 stk.38; §9 stk.39; §9 stk.40; §9 stk.44.
H549
TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00