Bemærk at høringssvar først gennemgås efter endt høringsfrist.
Har du spørgsmål til høringen, se informationer i Lokalplanen.
Aarhus Kommune har udarbejdet et forslag til den fremtidige anvendelse af det viste lokalplanområde. Samtidig har kommunen udarbejdet tillæg nr. 113 til Kommuneplan 2017. Lokalplanen fastlægger områdets anvendelse til tekniske anlæg i miljøklasse 7 i form af biogasanlæg med tilhørende bygninger, tanke, planlagre, andre tekniske anlæg og beslægtede aktiviteter med relation til biogasanlægget.
Lokalplanen kan ses på Lokalplanportalen
Planen og klagevejledning kan også ses digitalt på Hovedbiblioteket - Dokk1 fra den 31. marts 2023.
Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget er godkendt på byrådsmødet den 22. marts 2023.
I referatet fra byrådsmødet kan du se indstillingen og alle bilag.
Aarhus Kommune inviterer til borgermøde omkring lokalplanforslaget den 13. april 2023, kl. 17:00 – 18:30 i Spørring Sognegård, Gammel Landevej 46.
Yderligere oplysninger om mødet kan ses på Høringsportalen under Begivenheder
Solveig Munk fra Enhedslisten de Rød-Grønne kunne ikke tiltræde indstillingen og ønskede følgende mindretalsudtalelse medsendt:
”Enhedslisten de Rød-Grønne kan ikke tilslutte sig lokalplanen. Vi har bemærket en betydelig og velbegrundet lokal modstand fra Spørring Borgerforening og enkeltpersoner i lokalområdet. Enhedslisten er enige i, at projektet vil give problemer med støj, trafik, lugt og ikke mindst visuelle gener. Der er i forvejen planlagt grusgrav/solcelleanlæg ved Spørring. Alt sammen noget, der kan gøre byen mindre attraktiv, som lokalsamfund. Enhedslisten De Rød-Grønne ønsker at bevare de små landsbymiljøer i udkanten af Aarhus kommune, og at en evt. udvikling sker i samarbejde med beboerne. Kommunens afdeling for teknik og miljø burde ved fremlæggelsen af lokalplanen have taget hensyn til de mange indsigelser. Miljørapporten er mangelfuld. Den bør behandle vibrationerne og støj som beboelserne langs Bjergagervej vil blive påført. Beregningerne omkring kapacitet og vejtrafik er misvisende. En 4-dobling af produktionen angives til at give en forøgelse på 50% af transporterne. Hvis det er rigtigt, er hver transport 2,6 gange tungere end de nuværende køretøjer. Miljørapporten angiver en øget støj på 1-1,5 dB. Det passer med en forøgelse af trafikken på 50%, men ikke hvis køretøjerne er 2½ gange større. Lugtgenerne fra det eksisterende anlæg bør dokumenteres ved måling af et akkrediteret firma. Hvis Miljøstyrelsens grænser for lugt ikke kan overholdes, bør udvidelsen betinges af at virksomheden fremsætter et købstilbud baseret på en uvildig vurdering af de ejendomme, der ønsker at blive opkøbt. Vurderingen skal være under forudsætning af, at der ikke ligger et biogasanlæg. Vejadgang fra Randersvej bør forbedres med anlæg af en ny vej, som samtænkes med vejadgangen til det kommende råstofområde lige nord for anlægget. Bånlev Biogas bør betale anlægget af denne vej.”
-------
Danmarksdemokraternes byrådsgruppe ønskede følgende mindretalsudtalelse medsendt:
”Danmarksdemokraterne i Aarhus Byråd ser med stor bekymring på lokalplanens konsekvenser for øget trafik, støj og lugt. I høringen opfordres naboer og andre interesserede derfor til at forholde sig til disse udfordringer samt bidrage med ønsker til konkrete ændringer.”
Mindretalsudtalelserne kan ligeledes ses på lokalplanportalen samt i referatet fra byrådsmødet.
I henhold til § 10, stk. 2 i Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) er der truffet afgørelse om, at lokalplanen er omfattet af kravet om miljøvurdering, idet planen antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Miljørapporten er udarbejdet som en selvstændig rapport, der er fremlagt offentligt i samme periode som lokalplanforslaget.
Hvis du mener, at forslaget bør ændres, eller du i øvrigt har kommentarer til forslaget, bedes du indsende dit høringssvar - klip på knappen "Tilføj høringssvar" på denne side. Du kan også sende dine bemærkninger til Teknik og Miljø, Karen Blixens Boulevard 7, 8220 Brabrand. Skriv venligst afsendernavn og –adresse i brevet. Høringen slutter den 26. maj 2023. Herefter vil kommunen tage endelig stilling til planen.
Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler. Det betyder bl.a., at enhver som udgangspunkt har ret til aktindsigt i alt det du skriver. Derudover vil alle høringssvar inkl. bilag blive offentliggjort på kommunens hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling af sagen. Det betyder at navn, adresse, telefonnummer, mail og andre personlige oplysninger som du har oplyst i dit høringssvar, vil blive offentlig tilgængelig. Vi skal derfor opfordre til, at du tænker over hvilke personlige oplysninger du skriver i høringssvaret og at du, såfremt du er omfattet af adressebeskyttelse, gør os opmærksomme på dette.
For lokalplanområdet som helhed kan der være fastsat bestemmelser om bl.a. formål, område og opdeling, anvendelse, udstykning, trafikforhold, teknisk forsyning, bebyggelsens omfang og placering, bebyggelsens udseende, opholdsareal, hegn og beplantning, støjforhold, særlige forudsætninger for ibrugtagen af ny bebyggelse, grundejerforening og tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder.
Fremlæggelsen af forslaget for offentligheden har den midlertidige retsvirkning, at der ikke må disponeres indenfor lokalplanområdet på en måde, der foregriber indholdet af den endelige plan. En eksisterende lovlig anvendelse af en ejendom kan fortsætte uændret. Disse midlertidige retsvirkninger gælder, indtil der er vedtaget og offentliggjort en endelig lokalplan, dog højst i et år fra tidspunktet for offentliggørelsen af forslaget. Efter udløbet af den tid, hvor forslaget er fremlagt for offentligheden, vil det være muligt for kommunen at fravige forbuddet og tillade, at en ejendom bebygges eller på anden måde udnyttes i overensstemmelse med lokalplanforslaget, hvis dette er i overensstemmelse med kommuneplanen, og der ikke er tale om et større bygge- eller anlægsarbejde.
Del af Lokalplan nr. 489 (Plan-ID nr.1081916) vil blive ophævet ved den endelige godkendelse af lokalplanen.
H565
TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00