Aarhus skal være en god by for alle. Det er en målsætning, som det er svært at være uenig i. Imidlertid rammer handlingsplanen ved siden af dette mål, fordi den i stedet for at sigte imod gensidig respekt, sigter imod, at en bestemt ideologisk kønsforståelse skal fremmes, selvom den er i strid med både de fleste borgeres kønsforståelse og i strid med den faktuelle virkelighed.
Den del, der handler om LGB er i meget store dele af Aarhus sandsynligvis overflødig, selvom der er miljøer, hvor det kan være problematisk at være homoseksuel. I disse miljøer vil handlingsplanens initiativer kun have begrænset effekt, da de primært sigter mod at skabe fristeder for de berørte og ikke på at forstå og gå i dialog med de kulturelle og religiøse fællesskaber, der ser anderledes på seksualitet, end flertallet af sekulære etniske danskere. Det betyder, at der vil være modsatrettede effekter af initiativet, fordi det på den ene side sandsynligvis gør det nemmere for LGB-personer at forlade disse miljøer, men det øger samtidig disse miljøers opfattelse af, at de ikke accepteres af samfundet, men at kommunen direkte modarbejder deres tro og kultur. Det er en dårlig måde at skabe trivsel for alle på, i det resultatet nemt bliver, at grøfter graves dybere.

Den mest problematiske del af handlingsplanen er dog den, der retter sig mod transpersoner.
Her lægger handlingsplanen sig op ad en stærkt ideologisk og politisk kønsopfattelse, som ikke nyder bred opbakning i samfundet, og alene det burde være nok til, at man ikke som kommune ikke vælger side i den demokratiske debat. Det er en opgave for politiske partier og andre meningsdannere at vælge side i den slags debatter, men kommunen bør holde sig neutral, da den netop skal kunne rumme alle sine borgere, også den store gruppe, ja formodentlig det store flertal, som er af den opfattelse, at køn er noget biologisk bestemt. Den seneste tids sager om, hvilke fængsler transkønnede skal afsone i, og de ret entydige folkelige reaktioner på disse viser tydeligt, at den almindelige dansker ikke opfatter transkvinder som rigtige kvinder og transmænd som rigtige mænd. Det er i bedste fald en selvidentifikation, som man af velvilje respekterer, så længe den ikke skal have konsekvenser i virkeligheden uden for personens egen sociale omgangskreds.
Denne store gruppe vil ikke bare finde det underligt med eksempelvis kønsneutrale omklædningsrum, nej, de vil finde det utrygt, og dermed vil planen virke imod sin hensigt.
Aarhus Kommune skal i det hele lade være med at tilslutte sig og understøtte den radikalt socialkonstruktivistiske kønsopfattelse, der siger, at køn ikke er noget biologisk, men noget mentalt, som man selv er den eneste, der kan udtale sig om. Det er dels uvidenskabeligt, fordi det er strengt subjektivt, og dels er det undergravende for vores fælles virkelighedsforståelse. De argumenter, der bruges til at underbygge denne kønsforståelse, kan med nøjagtig samme gyldighed bruges til at understøtte trans-alder, trans-race, trans-art og enhver anden trans-forestilling, et menneske måtte have. Hvad vi mennesker identificerer os som, har imidlertid ingen indvirkning på, hvad vi i virkeligheden er, og derfor skal kommunen ikke understøtte denne tænkning.
Gennem de seneste årtier har der været en stærk udvikling i vores kønsforståelse, hvor mange af de gamle kønsrollemønstre er blevet brudt op, og det har resulteret i en større rummelighed. Det var blevet acceptabelt, at drenge legede med dukker og havde lyserød som yndlingsfarve, og kvinder er stormet ind i de erhverv, som tidligere var forbeholdt mænd. Den udvikling blev båret af en forståelse af, at der internt i kønnene er en stor diversitet, og selvom der er nogle træk, der er kønstypiske, så er det ikke et problem, at nogen afviger fra det statistisk normale. Nej, det er faktisk forventeligt. En feminin mand var stadig en mand, og en maskulin kvinde stadig en kvinde.
Denne opfattelse af rummelige køn er under pres med den trans-ideologiske tænkning. Her opstår der igen fastlåste idéer om, hvad det vil sige at være mand og at være kvinde, og disse fastlåste idéer mindsker den generelle rummelighed internt i kønnene, og den mindsker derved også trivslen for dem, der er atypiske, men som ikke ønsker et kønsskifte.
Tanken om ikke-biologisk køn undergraver også fundamentet for handlingsplanens anden gruppe, nemlig de homoseksuelle, for den sætter spørgsmålstegn ved selve homoseksualitetens natur, og der finder eksempelvis en udskamning af trans-ekskluderende homoseksuelle sted. Det er efter trans-miljøets mening uacceptabelt, hvis en lesbisk kvinde ikke vil have sex med en transkvinde, men binder sin seksuelle orientering op på biologisk køn.
Hele planens fokus på accept af transkøn er derfor både i strid med virkeligheden, i strid med et flertal af borgernes ønsker og med til at fjerne trivsel for dele af befolkningen.
Af planens initiativer retter flere sig mod unge LGBT-personer, og igen er der gode grunde til at kommunen ikke skal gå ind i dette arbejde. Som det bliver tydeligere og tydeligere belyst i denne tid, så er der alvorlige problemer med behandlingen af unge med kønsdysfori. Færre og færre får bevilget hormonbehandling, fordi man er blevet opmærksom på alvorlige problemer med behandlingen. Det bliver mere og mere anerkendt, at mange unge med kønsdysfori ”vokser fra det”, hvis man undlader at give dem såkaldt kønsbekræftende behandling. (I virkeligheden kønfornægtende, da det jo er i strid med deres biologiske køn.) Senest har Kristeligt Dagblad beskrevet, hvordan en stor del af de unge, der lider af kønsdysfori er diagnosticeret med autisme, og denne autisme kan forklare, hvorfor de føler sig anderledes end deres jævnaldrende kønsfæller. Det er, fordi de faktisk er anderledes. Det skyldes bare ikke deres køn, men deres autisme, og det er almindeligt kendt, at nogle af de klassiske autisme-træk som trang til at systematisere og lavere empati er træk, der er mere almindelige hos mænd end hos kvinder.
Ved at understøtte disse unges fejlagtige kønsidentifikation er man med til at modarbejde, at deres autisme håndteres på en hensigtsmæssig måde, og derved skaber man i stedet på sigt lavere trivsel og ikke højere. Det viser også netop de historier om personer, der fortryder deres kønsskifte, som hyppigere og hyppigere kommer frem.
Århus Kommune bør derfor opgive tanken om at blive regnbueby og særligt den del, der handler om at udviske den naturlige biologiske kønsforståelse, og så bør ressourcerne i stedet bruges på at udvikle en ny handlingsplan, som hjælper til, at der generelt kan opnås bedre trivsel for de aarhusianere, der har det svært, og ikke blot dem, der gennem små statsstøttede organisationer uden bred folkelig opbakning som LGBT+Danmark, der har langt under 2.000 medlemmer på landsplan, formår at råbe højt.

Lav for eksempel en handlingsplan, der skal gøre Aarhus til et godt sted for psykisk syge, for handikappede eller for andre grupper, der trods deres langt højere antal, ikke på samme kan råbe op og få den hjælp, de har brug for, for at de kan få et godt og værdigt liv med høj trivsel i Aarhus.