Forslag til lokalplan nr. 1115 Boligområde ved Tranbjerggårdsvej i Mårslet
Høringssvar vedr. forslag til Lokalplan 1115: Boligområde ved Tranbjerggårdsvej i Mårslet
Aarhus Kommune
Magistraten for Teknik og Miljø
Planafdelingen
Mårslet d. 12. juni 2023
Høringssvar vedr. forslag til Lokalplan 1115: Boligområde ved Tranbjerggårdsvej i Mårslet
Mårslet Fællesråd (FU) har gennemset forslaget til Lokalplan 1115 og har tidligere indsendt høringssvar til Temaplanen med den foreslåede udstykning nord for Mårslet (Temaplan "Arealer til alle boligtyper" (tillæg nr. 86 til Kommuneplan 2017)
Indledningsvis vil FU udtrykke sin tilfredshed med, at Aarhus Kommune har været med til at sikre tidlig inddragelse af FU, ved at kommunen har deltaget i workshops med vores Grønne udvalg, i et offentligt opstartsmøde til lokalplansarbejdet, samt inddragelse af tilstødende grundejere og grundejerforeninger til lokalplanområdet.
Dette er væsentligt for FU i samarbejdet mellem kommune og borgere. FU noterer sig også at, det de nye bebyggelser tager hensyn til de eksisterende bebyggelser mod syd. Ligeledes er der tilfredshed med, at der er lyttet de borgere der var bekymrede for trafikbelastningen på eksisterende veje, ind og ud fra området ved Hørretløkken.
Samlet er der også tilfredshed med at der er taget hensyn til ønsket om blandende boligtyper med alment boligbyggeri. Tidligere har FU i forbindelse med nye boligområder udtalt:” Mårslet Fællesråd ønsker at der i byudviklingen sikres mulighed for at ældre, fraskilte og unge, der i dag kan mangle mulighed for at bosætte sig lokalt, fremover vil kunne finde egnede boliger svarende til disse gruppers behov og formåen.”
Som svar på høringen ønsker FU at gøre Aarhus Kommune opmærksom på de forhold, der udspringer af ønskerne i Helhedsplanens for 8320 om krydsningspunkter for letbanen for gående og cykellister mod nord. Kommunens nyligt afholdte borgermøde den 16. maj 2023 om lokalplanen, var en del borgere der efterlyste en mere overordnet plan for afvikling af biltrafik, herunder specifikt et hængsel til Giber Ringvej. Vi beder derfor om, at kommunen udtaler sig på dette punkt, som ikke nødvendigvis behøver at hænge sammen med lokalplanen.
Der henvises også et tidligere indsendte høringssvar om trafik til Temaplan "Arealer til alle boligtyper" (tillæg nr. 86 til Kommuneplan 2017)
Trafikale forhold: Med afsæt i lokalt fremsatte synspunkter vedrørende Jelshøjvejs meget begrænsede kapacitet, allerede erkendte flaskehalsproblemer omkring Mårslet skole, endnu ikke etablerede adgange til omfartsvejen (Giber Ringvej) samt manglende kapacitet på Testrupvej samt Obstrupvej til at håndtere yderligere trafikal belastning, anfører Mårslet Fællesråd, at Aarhus Kommune, i forbindelse med større udstykninger, skal planlægge for den samlede infrastruktur i lokalområdet, så trafikale forhold i Mårslet ikke forværres. Til infrastruktur hører naturligvis også tilstrækkelige stiforbindelser og krydsningsmuligheder på Letbanen, hvilket mange gange er fremsat som ønske.
Samlet set anser vi lokalplanen være i tråd med vores Helhedsplan for 8320.
Mange venlige hilsner,
Anders Kjær
Formand, Mårslet Fællesråds Forretningsudvalg
.
Download høringssvar som pdf