Gå til hovedindhold

Høringssvar

Åby Vest byudviklingsområde

Kommende 150 kV kabel på matr. 4c Gellerup by, brabrand

Til Aarhus Kommune

Hermed besvares Aarhus Kommunes henvendelse vedr. høringssvar til Åby Vest byudviklingsområde der indbefatter matr. nr. 4c Gellerup By, Brabrand.
Energinet har tidligere fremsendt svar på "Forundersøgelse til lokalplan for Åby Vest" d. 21. sep. 2022. Da Energinets projekt ikke har ændret sig, genfremsendes Energinets høringssvar hermed.

Energinet har igangsat et projekt, hvor elnettet i det vestlige Aarhus skal udbygges og kabellægges, som erstatning for de nuværende højspændingsluftledninger. I projektet indgår at 150 kV luftledningerne ind til højspændingsstationerne Hasle og Høskov kabellægges, og der skal etableres et ny 150 kV kabelanlæg mellem højspændingsstationerne Hasle og Høskov, for bl.a. at forbedre forsyningssikkerheden i området.
Se evt. projektets hjemmeside Kabellægning Århus V, Energinet:
https://energinet.dk/Anlaeg-og-projekter/Projektliste/Kabellaegning-Aarhus-V/

Denne nye forbindelse mellem Hasle og Høskov højspændingsstationer er planlagt til at berøre det nordvestlige hjørne af matrikel 4c Gellerup By, Brabrand, hvor der opstartes forslag til lokalplan for et blandet byområde.

Det forventes, at matr. 4c Gellerup By, Brabrand vi blive berørt ved, at det nordvestlige hjørne underbores, i forbindelse med underboring af jernbanen. Se vedhæftede billede.

I forbindelse med højspændingselkabler i jorden, bør magnetfelter tages i betragtning i forhold til lokalplanlægning.

Om magnetfelter:
I forhold til at etablere ny beboelse nær højspændingsanlæg er der ingen regelsæt, som regulerer afstanden i forhold til magnetfelteksponering.
De danske sundhedsmyndigheder anbefaler i stedet et forsigtighedsprincip ved nybyggeri af bolig tæt på højspændingsanlæg. Læs evt. mere om magnetfelter og forsigtighedsprincippet på Magnetfeltudvalgets hjemmeside, herunder foldere ”Om magnetfelter” og ”Vejledning om forvaltning af forsigtighedsprincippet” Publikationer – Magnetfeltudvalget

I forhold til anvendelse af forsigtighedsprincippet skal bygherre være opmærksom på udredningsafstanden, som er et udtryk for, hvornår man bør udrede, om man indenfor rimelige omkostninger kan iværksætte tiltag for at nedbringe eksponeringen (f.eks. ved at holde større afstand til ledningen).

I forhold til lokalplanlægning på matr. nr. 4c Gellerup By, Brabrand har Energinet beregnet magnetfeltets udbredelse omkring det forventede kabel.
Magnetfeltet udbredelse afhænger af det specifikke anlæg; hvor meget strøm, der løber i ledningerne; hvordan anlæggene er opbygget osv. Magnetfeltets styrke mindskes meget hurtigt med afstanden til ledningerne. Det pågældende kabel vil være et 150 kV system, bestående af tre kabler. I kablerne løber der strøm på ca. 300 ampere (årsmiddelstrøm). Kablerne skal underbores af hensyn til jernbanen, og i den forbindelse forventes der krav fra BaneDanmark om, at kablerne skal ligge med 3-6 m afstand. Den endelige afstand er endnu ikke afklaret med BaneDanmark. Hvis der beregnet med ”worst case” som er 6 m afstand mellem kablerne, bliver udredningsafstanden ca. 40 m, målt fra midterste kabel og til nærmeste husmur.
De 40 m er baseret på magnetfeltets størrelse som en årsmiddelbetragtning. Det betyder, at der stadig vil være et let forøget magnetfelt fra ledningen på længere afstand fra ledningen, men det er et ganske svagt bidrag og ubetydeligt i relation til forsigtighedsprincippet.

Det er vigtigt at huske, at dette IKKE er en grænseværdi eller minimums afstand. Det er en anbefaling i forhold til forsigtighedsprincippet og ikke et krav. Dvs. det anbefales, at boliger ikke opføres tættere på tracémidten end ca. 40 meter. Man kan altid benytte arealet endnu tættere på ledningerne til for eksempel ikke-bolig relaterede formål, f.eks. levende hegn, adgangsveje, cykelskure, P-pladser, haveanlæg osv., så længe anvendelsen respekterer servitutbæltet omkring kablet.

Servitutbæltet:
Over kablet vil der blive tinglyst en servitut på ca. 18 m bredde (ca. 9 m på hver side af midterste kabel), afhængigt af, hvor tæt kablerne kommer til at ligge på hinanden (3-6 m). I servitutbæltet må der ikke etableres bebyggelse. Andre eventuelle ønsker om tilstandsændringer i servitutarealet skal vurderes konkret af Energinet.

Venlig hilsen

Jørgen Krag Eriksen
Projektleder
Miljøvurdering
+4561487000
JGK@energinet.dk
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jørgen Eriksen

Indsendt

24/05/2023 10:46

Sagsnummer

HS1568247

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Åby
Hørings-id

H580

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan og Byggeri

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00