Mere usikkerhed for borgerne - nærvær og netværk er svær at få øje på
Dejligt med en planstrategi, men det er så løst formuleret, at den konkrete værdi er svær at få øje på. Er man købt eller solgt, hvis man bor i et område, der er mørkerødt, og som i forvejen er pakket ind i fortætningsprojekter, der for længst er blevet vedtaget og delvist effektuerede. Hvor er der nærvær og hvor er der netværk? Hvad betyder det, at højhuspolitikken revideres - er et højhus nu højere eller lavere end før og hvor må der bygges højt? Hvad betyder det, at udpegning af vækstakser og fortætningspunkter ændres?
På vegne af Vejforeningen Mejlvej-Mageltornvej vil jeg opfordre jer til at tage på turné rundt for at se de vanvittigt mange byggeprojekter, som er blevet gennemført på grund af de mange lokalplansændringer, der har tilladt klodsede, kompakte og ucharmerende byggerier overalt i vores by.
Jeg håber virkelig, at alle, der har noget at sige i vurderingen af kommende byggeprojekter har modet til at sige fra. Og tage tiden til at tage ud og bese de områder, som skal leve med konsekvenserne af. Der er virkelig mange, tomme lejeboliger, og rigtig mange, som er bygget så tæt, at beboerne kun bor der i meget kort tid. Der opstår aldrig nærvær i områder, hvor gennemstrømningen er så stor, som det eksempelvis er tilfældet i Risskov Brynet.
I vores nærområde er lokalplanerne 1125 og 1130 for længst blevet vedtagne, og der er ikke brug for flere kæmpeprojekter på Agerbæksvej!
Planstrategi 2023 fastlægger den overordnede strategi for den fysiske udvikling i Aarhus og sætter rammen for arbejdet med kommuneplanen i indeværende byrådsperiode.
Kommuneplanen er den overordnede plan for Aarhus' fysiske udvikling; Hvor og hvordan skal byen udvikles og hvordan vi vægter hensyn til mennesker, natur, landskab, kultur, erhverv og økonomi?