Helhedsplanen for Randersvej
Drop boligbyggeri langs Randersvej
Melding i nyhederne den 12.juli 2023: Mindst 10.000 ledige lejligheder i Aarhus. Forskellige tiltag for at 'købe' folk til at flytte i lejlighederne. - Og så skal der efter planerne bygges yderligere boligblokke langs Randersvej! Virker ganske absurd. Er man politisk ikke vidende om antallet af ledige boliger i Aarhus? I fald politikerne er det (hvad de jo nok er/burde være), hvad får dem så til at beslutte at bruge penge på flere potentielt ligeledes tomme boliger, når pengene kunne bruges på sociale områder, der i den grad er pressede økonomisk for at kunne opretholde bare nogenlunde human kvalitet?
Vi lever desuden i en tid, hvor der er kommet meget større opmærksomhed på konsekvenser af støj og trafikforurening for folk, der bor og færdes ved tæt befærdede veje. At bygge boligblokke så tæt op ad en trafikeret vej som Randersvej er ikke i overensstemmelse med den viden. At man så også bl.a. planlægger cafemiljø på Randersvej virker søgt.
I planen beskrives parkeringskældre ved planlagte boligbyggeri til beboeres biler. Erfaringerne fra boligområder ved Trøjborg og Skovvangsvej viser, at disse parkeringspladser koster mere end beboerne vil/ kan betale og derfor bliver bilerne parkeret tæt på små villaveje, som er skoleveje for cyklende børn og hvor tæt parkerede biler på de smalle veje udgør risiko for disse børn ved bilkørende trafik.
Planen bør revurderes eller skrinlægges og fokus lægges på andre områder, hvor det er til gavn.
Download høringssvar som pdf