Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, skal have tak for at have lyttet til de lokale fællesråd og de mange hundrede kritiske høringssvar, som i 2022 mødte den oprindelige strategiske helhedsplan for området ved Randersvej mellem Ringgaden og Ringvejen. Den nu fremlagte plan, som skal være ”retningsgivende for den udvikling, som Aarhus Kommune ønsker i området” (s. 2) rummer klare forbedringer i forhold til den oprindelige plan, ikke mindst i form af den fornuftige koncentration af udviklingsplanerne til strækningen lige ud til Randersvej og i ’fredningen’ af store dele af villakvarterne på Christiansbjerg og i Riisvangen. Det er rart at se, at sund fornuft kan have en chance i politik og forvaltning!

Den nye plan rummer mange fornuftige ambitioner for en vejstrækning, som trænger til udvikling og forskønnelse, og en sammenhængende ikke blot vision, men konkret realiserbar og forpligtende politik for denne udvikling bør man hilse velkommen. Der er dog fortsat en række problematiske, selvmodsigende eller underbelyste elementer i planen, som jeg her vil forsøge at redegøre for. I forhold til overordnede problematikker om støjgener og en urealistisk og skadelig kvantitativt anlagt vækstfilosofi henvises til det samlede svar fra Riisvangens Fællesråd.

BYGNINGSHØJDER OG NEDTRAPNINGSPRINCIPPER
Det er af afgørende betydning for helhedsplanens legitimitet, at princippet om, at ”nye projektområder MAKSIMALT må variere med én etage mod eksisterende nabobebyggelse i de bagvedliggende villakvarterer” (s. 20, fremhævelse tilføjet) fremstår som ufravigeligt.

Formuleringerne i helhedsplanen er tvetydige på dette punkt, idet der – igen på s. 20 – også skrives, at princippet kun gælder ”som udgangspunkt”. Det er elastik i metermål. Der er også brug for en definition af, hvordan kommunen forstår ”eksisterende nabobebyggelse”. Tæller som nabobebyggelser kun parceller, som ligger direkte op ad hinanden, eller er man også naboer på begge sider af en villavej!? Det sidste bør være tilfældet, og det bør slås utvetydigt fast, når helhedsplanen forhåbentlig revideres, før den fremlægges til vedtagelse i byrådet.

Det optrapningsprincip, som Rådmanden har talt så fint for, og som er nævnt i rapporten, kan flere steder komme i konflikt med ønsket om, at der ”bygges middel-høj bebyggelse op til 4 etager med udnyttet tagetage, som randbebyggelse ud mod Randersvej” (s. 20). Som Riisvangen Fællesråd påpeger i sit høringssvar, er 4+1 ikke den fremherskende norm på Randersvej i dag. Fra Stjernepladsen til Ringvejen er det kun Nordbjerg, som er bygget så højt lige ud til Randersvej. Klare retningsanvisninger i helhedsplanen er på dette punkt helt nødvendige, hvis beboere og kommune skal kunne holde fast i helhedsplanens intentioner over for det investorpres for at gå i højden, der uundgåeligt vil komme, når projekter konkretiseres i lokalplaner.

HELHEDSPLANEN VERSUS EKSISTERENDE LOKALPLANER
Både på Shell-grunden og ved Bøgegade foregår der konkret planlægning af byggeprojekter inden for rammerne af eksisterende lokalplaner og tilsyneladende uden skelen til helhedsplanens ”retningsgivende” ambitioner. På Shell-grunden er en projektudvikler langt inde i dialogen med kommunen om opførelsen af et supermarked med et større antal parkeringspladser ud til Randersvej. Den seneste projektskitse tager en vis grad af hensyn til naboerne på Nordvestpassagen, men den indeholder f.eks. intet spor af den begrønning, helhedsplanen lægger op til s. 32-34. På planens kort s. 33 er området omkring det store kastanjetræ, som gror på det nordøstlige hjørne af Shell-grunden, tænkt udviklet til en grøn ”lommepark”. Det tema er helt fraværende i kommunens dialog med projektudvikleren.

Placeringen af et supermarked på Shell-grunden vil sandsynligvis spænde ben for den byudvikling i området umiddelbart nord grunden, som helhedsplanen lægger op til, da de parceller, der kan arbejdes med, bliver for små til større projekter i helhedsplanens ånd. Det kan jeg og mine naboer på den del af Nordvestpassagen være glade for eller det modsatte, alt efter ønsker og forventninger til udviklingen, men det er svært at se nogen ’helhed’ i Kommunens adfærd.

I forhold til Bøgegade-området er det projekt, Riisvangens Fællesråd sidst har set, i modstrid med helhedsplanens generelle principper og ambitioner ift. højde, nedtrapning, boligtyper, tilkørsel og parkerings¬forhold.

Hvis Kommunen fortsat giver eksisterende lokalplaner forrang over helhedsplanen, risikerer helhedsplanens samlende principper således at være blevet alvorligt svækkede lige fra begyndelsen.

FROMME ØNSKER, MANGLENDE KONKRETISERING
Der er luget ud i forhold til førsteudgaven, men også i sin nuværende skikkelse rummer helhedsplanen for meget varm luft i form af smukt klingende hensigtserklæringer, som enten ikke konkretiseres eller – når det sker – fremstår som urealistiske.

Den brede, letbanegennemskårne, tæt trafikerede Randersvej bliver aldrig et sted, hvor man slår sig ned og drikker en kop kaffe på en grøn lille kantzone lige ud til trafikken, slentrer småsludrende langs indbydende specialbutikkers facader, eller spontant krydser vejen. Det sidste vil være forbundet med livsfare, hvis ikke man bevæger sig hen til et af de få lyskryds eller strækningens eneste tunnel. Kun en kraftig begrænsning af biltrafikken vil kunne gøre det muligt at skabe et fodgængervenligt gadeliv ud til Randersvej, og det har helhedsplanen ganske eksplicit ingen ambitioner om. Randersvej skal forblive en hovedfærdselsåre, og når det nu er beslutningen, bør helhedsplanen tage udgangspunkt i en realistisk vurdering af, hvad det betyder for mennesker, som skal bo, færdes, arbejde eller handle ud til vejen.

Det lyder smukt, at ”Aarhus Kommune ønsker at sikre bedre forhold for alle trafikanter: fodgængere, cyklister og bilister i området” (s. 14), men helhedsplanen fortæller ikke hvordan man vil gøre det. Den tager heller ikke stilling til, hvordan man vil prioritere mellem disse forskellige kategorier, når deres behov og interesser ikke falder sammen. De hyppige omtaler af parkering og parkeringspladser i rapporten og den overordnede politik om ikke at fjerne parkeringsmuligheder langs Randersvej (s. 17) giver dog et fingerpeg om, hvad man for alvor finder vigtigt, ikke mindst sammenholdt med hvor lidt konkret, der står om forbedring af forhold for cyklister og fodgængere. Det lyer fint, at man vil skabe ”trygge tværgående krydsningsmuligheder for områdets bløde trafikanter (gående og cyklister)” (s. 7), men hvad det konkret indebærer af forbedringer i forhold til i dag, bliver man ikke klogere på i helhedsplanen (jf. f.eks. de korte, luftige formuleringer s. 28).

PARKERINGSHUB VED VANDTÅRNET?
Et eksempel på mangel på realisme/konkretisering og på selvmodsigelser finder vi i planen om at skabe parkeringsfaciliteter på det sydøstre hjørne af Randersvej og Vejlby Ringvej.

På kortet s. 31 er der her placeret et ”P”, som markerer ”små P-hubs, der kan sikre handel og mobilitet”. Men for det første ligger området et godt stykke væk fra det på s. 21 udpegede ”bycenter”, hvor forretninger o.l. tænkes placeret, og for det andet finder man intet om, hvordan man vil lave til- og frakørselsforhold til en P-plads/et P-hus på dette tæt trafikerede hjørne. Forestiller man sig ind- og udkørsel til P-hubben klods op ad trafiklyset i krydset mellem Ringvejen og Randersvej?

Dertil kommer, at man i ”nedslag 4” om Vandtårnet (s. 60-63) lægger op til boligbebyggelse (naturligvis som støjværn…) i området mellem Randersvej, Bakkevænget og Nordvestpassagen. Der er intet i tekst og tegning her, som forholder sig til parkering, hverken for de mange beboere, som lige op til to stærkt trafikerede veje, eller for trafikanter udefra, som ”P-hubben” skulle servicere. Hvad mener helhedsplanens skabere egentlig, at der skal være på dette areal?

PLADS TIL ALT OG ALLE VED STJERNEPLADSEN?
Samme type problemstilling genfinder vi i planerne for Stjernepladsen (s. 52-55). Helhedsplanen lægger fornuftigvis ikke op til, at den eksisterende bebyggelse ud til Stjernepladsen skal rives ned, og da letbanen og Randersvejs gennemkørende bilbaner også skal fylde som hidtil, er der kun det nuværende kvadratmeterantal på pladsen at udvikle på. Jeg savner derfor en konkret redegørelse for, hvordan man på én gang vil prioritere mere beplantning, øget fokus på ophold (som vel kræver nogle rolige kvadratmeter at opholde sig på) og på parkeringsfaciliteter for alle transportformer, inklusive elladestandere (s. 52). Tegningerne s. 54 og 55 er selvmodsigende, idet de opererer med beplantning, med ”inventar … der indbyder til komfortabelt ophold” og med cykel- og bilparkering på de samme arealer på samme tid. Hvem skal sidde/holde/vokse oven på hvem?

MASSIV FORTÆTNING ELLER BYPARK PÅ AREALET SYD/ØST FOR RINGGADEKRYDSET?
I planerne for Aarhus Universitet (Ringgaden) (s. 48-51) er fokus ganske naturligt på det eneste endnu ikke fuldt udbyggede område, nemlig parkeringspladsen på den østlige side af Nørrebrogade (som vejen faktisk hedder). Den ”kan udvikles som enten boligbebyggelse, erhverv eller udvidelse af uddannelses¬institutionens aktiviteter” (s. 48). Hvis man har talt med Aarhus Universitet om sidstnævnte mulighed, bør man orientere om det.

Helhedsplanen nævner flere gange, at der på arealet også bør ”indarbejdes en bypark, som skaber sammenhæng på tværs af universitetets fakulteter” (s. 48). Hvordan det skal kunne gå op, hvis arealet ikke tilfalder universitetet, forklares imidlertid ikke. Hvis der bygges bolig eller erhverv, vil beboerne/brugerne næppe være interesserede i, at deres grønne arealer bliver udformet med henblik på, at de skal benyttes af universitetets studenter og ansatte.

Det største problem er dog, hvordan man på én gang vil lave bypark og tæt byggeri – i en version(s. 49, se også s. 21) sågar med et dominerende højhus helt ude af proportion med omgivelserne. Langt de fleste tegninger af området i helhedsplanen opererer kun med et håndfuld træer mellem bygningerne, som dårligt nok kan kaldes ”lommepark” (en term, det er svært at se som andet end verbal greenwashing i den måde, den bruges på i helheds-planen), hvis da ikke det grønne er næsten helt væk som på s. 65.

Dertil skal der som ved Vandtårnet også her – oven i høj, tæt bebyggelse og bypark – være en P-hub, hvis kortet s. 31 står til troende. Jeg savner en forklaring på, hvordan man vi få plads til alt dette på én gang og ikke mindst på, hvad man først ofrer, når det ikke kan lade sig gøre. Kommunens mangeårige prioritering af investorinteresser, beton, fortætning og trafikforøgelse på bekostning af lys og luft og et miljø uden helbredsskadelige støjgener giver – trods positive signaler fra den nuværende rådmand – bange anelser.

En helhedsplan for hvem?
Aarhus Kommune vil gerne skabe ”en god bydel for alle” med ”afsæt for mere liv på forskellige tidspunkter af døgnet” (s. 38). Det lyder indlysende smukt, men et konkret svar på, hvordan man vil sikre dette, leder man i lange stræk forgæves efter. Det er fint, at kommunen har ”en ambition om, at der i området skal etableres flere almene- og familieboliger”, men hidtil har vi intet set , som viser, at man har viljen og instrumenterne til at sætte handling bag hensigtserklæringen, når en investor vil bygge flere høje og tætte delevenlige treere eller studieboliger, alt sammen som privat udlejning. I bedste fald får man en procentdel almene lejeboliger, men den type familieboliger, som mange almindelige aarhusianere efterspørger, og som Riisvangen rummer en del af, har kun fyldt få procent af nybyggeriet i kommunen de seneste alt for mange år.

Riisvangen er i dag et eksemplarisk blandet kvarter, hvad beboersammensætning og boligtyper angår, og det vil vi gerne blive ved med at være. En revideret helhedsplan bør tydeligere og mere forpligtende end nu sætte klare retningslinjer for, hvordan den vil støtte og fremme denne ambition. Vi har fra rådmanden og i Riisvangens Fællesråds dialog med flere medlemmer af Teknisk Udvalg set tegn på om ikke et egentligt paradigmeskift, så dog en øget forståelse for en mere kvalitetsbaseret og beboervenlig tilgang til byudvikling end den kassetænkning (pengekasse, blokbyggeri i kasseform…), som i praksis har hersket i Aarhus. Jeg håber, at et flertal i byrådet vil holde fast i denne nye forståelse og sørge for, at helhedsplanen bliver et virksomt redskab til at fremme den politisk og administrativt.

Venlig hilsen

Peter Bugge