Drop fremtidens slumbyggeri langs Randersvej

Efter et massivt folkeligt pres er Helhedsplan Randersvej blevet ændret i en mindre skadelig retning. Det er godt at se, at det deltagende demokrati virker og kan korrigere de folkevalgte politikere, når de har mistet retningen og er faret vild.
En del beboere på Riisvangen har måske draget et lettelsens suk, men store problemer står stadig tilbage. Det gælder i høj grad for de beboere, der bor tæt på Randersvej, og hvis nærmiljø vil blive ødelagt ved en mulig realisering af den nye reviderede Helhedsplan Randersvej. Her vil man opleve store gener under og efter etableringen af ”fremtidens” indfaldsvej
Helhedsplanen giver imidlertid også store problemer for fremtidens beboere på Randersvej.
Som beboere på Riisvangen er vi blevet bedt om at vise forståelse for, at byen må udvikle sig, ændre sig og give plads til nye indbyggere tæt på byens centrum.
Det er altid nemt at opfordre til at udvise samfundssind, når det ikke går ud over egne interesser. Samtidig er det vigtigt at erindre, at borgere på Riisvangen ikke kun bekymrer sig om deres egen parcel, men i høj grad også om æstetikken i byudviklingen samt livskvaliteten for fremtidige beboere i nybyggeriet på Randersvej.
Lad os eksemplificere i et historisk perspektiv.
Der var engang et byråd, nogle kreative arkitekter og byplanlæggere samt en række villige investorer, der var enige om, at det er godt for mennesker at bo i gode rummelige lejligheder med god plads og grønne områder mellem bygningerne. Der var plads og rammer til et lokalt fællesskab. Man kunne sende børnene udenfor, uden at de skulle krydse farlige trafikerede veje. Man planlagde rolige og trygge rammer for børnefamilierne. Man skabte familievenlige boligmiljøer i Aarhus – og mange andre steder i landet. Alle tænkte med gru tilbage på fortidens slumkvarterer i storbyerne. Lys, luft, ro, god plads og grønne områder blev en hjørnesten i efterkrigstidens velfærdssamfund.
Nogle af disse fornuftige boligmiljøer blev senere miskrediteret på grund af dårlig integration, økonomisk og social marginalisering af dem, der var anderledes samt en eskalerende social ulighed.
Tidsåndens svar blev at sende bulldozere ind i områderne, så der også kunne blive plads til bilerne. Der skulle åbnes op.
I Helhedsplan Randersvej er der ikke brug for bulldozere til at åbne op for bilerne – de er der allerede.
Centrum for de nye bebyggelser langs Randersvej vil ikke være grønne områder, legepladser eller daginstitutioner. Centrum vil være en stærkt trafikeret indfaldsvej med en letbane i midten.
Det er udviklingen, siger politikerne. De nuværende beboere i Riisvangen må ikke være egoistiske og forhindre fremtidige Aarhusborgere i at flytte ind i det kommende boligparadis med Randersvej som centrum. Et byggeparadis der benævnes som et støjværn for de bagvedliggende huse. Skal der også bo børn i dette støjværn?
Når vi protesterer mod den reviderede Helhedsplan, er det ikke kun, fordi den vil ødelægge vores nuværende boligområde. Det er i høj grad også, fordi vi bekymrer os for de kommende generationer, der kommer til at bo i et boligmiljø, som man for 50 år siden anså for at være usundt. Usundt fysisk og psykisk.
Når man betragter de nyopførte byggerier langs Randersvej er indtrykket bedrøveligt. Der er tale om en anmassende, brutal og uæstetisk arkitektur, som gør byen grimmere.
Vi er ikke imod forandringer, når nogen ønsker at skabe noget smukt og sundt for mennesker. Derfor bør også den reviderede Helhedsplan tages af bordet og erstattes af en mere visionær og fremtidsorienteret plan, der kan blive til glæde for såvel nuværende som kommende beboere i området.

Natalia og Niels Bjarne Fisker