Gå til hovedindhold
Helhedsplanen for Randersvej

Byg lavt og miljørigtigt grønt

Allerførst skal jeg i al korthed blot sige, at jeg er enig i det høringssvar som vores fantastiske fællesråd for Riisvangen har indsendt. Fællesrådet, med Frank Kold som formand, har gjort et stort stykke arbejde, som fortjener kommunens respekt. Jeg håber virkelig at I også kan -og vil - se det som en invitation til en dialog med en gruppe af borgere, der rent faktisk har nogle ret så kvalificerede input til det arbejde og de planer, I nu sidder med ansvaret for. Det er mennesker som bor og lever i det område I skal træffe store beslutninger for.

1) Hvor vi bor i den vestlige ende af Hvedevangen, kan vi konstatere, at der gennem årene er kommet stigende trafikstøj fra Randersvej. Larmen fra letbanen, mange flere dæk, der nu også kører over skinnerne, er blevet en konstant støjkilde, og i det hele taget er der kommet meget mere trafik og larm fra Randersvej.
Vi har dog altid fundet en smule trøst i, at på vores egen vej kom der kun den trafik, som have et ærinde i gaden. Det begrænsede trafikken udenfor hækken og haven - i modsætning til vores nabovej Bakkevænget, som oplever stigende gennemkørsel.

Med et nyt byggeri på østsiden af Randersvej vil vi, uanset hvad, se frem til at der bliver ledt mere trafik ind i vores kvarter og at mange nytilkomne fra nybyggerierne rundt om kvarteret vil benytte gaderne til parkering. Jeg synes derfor, vi har krav på at få en plan for, hvordan I har tænkt at trafikken i vores område kan skånes mest muligt, og hvordan de trafikale udfordringer skal løses.

2) I vores ende af Hvedevangen er det skandaløse højhus ved Vandtårnet blevet noget, vi konfronteres med hver gang, vi går ud i vores have, på vores terrasse og sågar når vi kigger ud af vores stuevinduer. Før så vi en himmel, der kunne være blå, den kunne være regnfuld, den kunne være smuk i solnedgang. Nu ser vi et spøgelseshus i 28 etager – eller er det mon 28+1 ;-)

Hvis I med en ny helhedsplan bygger højt i den nordligste ende af Randersvej, kommer I til at gøre ondt værre. Det vil blive en massiv række af bygninger, som er det førstehåndsindtryk folk får, når de kører ind i smilets by. En byportsløsning behøver ikke være høj, og hvem gavner den politiske ambition egentligt? Jeg håber I vil gøre den grøn og ikke høj.

3) Jeg anerkender at Århus Kommune har lyttet til os, der bor i området og revideret det første udkast til helhedsplan. Tak for det.
Der er dog for os, der nu kan blive i vores villaer, men som kommer til at bo tæt på et nyt byggeri, en del vi så gerne vil have svar på. Jeg ved godt at meget må vente til lokalplanerne, men lige nu kan jeg kun forholde mig til det, der er:

Vi ved ikke, hvor højt I vil tillade en investor at bygge!
På borgermødet i juni fik vi at vide, at den nye helhedsplan indeholdt et nyt kriterie i forhold til byggeetager og det var, at man tog udgangspunkt i de blivende villaer og kunne så øge højden med en etage for hver række ud mod Randersvej.
For os der bor på østsiden i den nordlige ende af Randersvej vil det betyde, at 2-etagehusene på Bakkevænget (1+1) kan få en genbobygning på 3 etager (2+1), og rækken ud mod Randersvej så maximalt kan blive i en højde på 4 etager (3+1).
Jeg må indrømme at i den bedste af alle verdener, havde jeg håbet på at det havde været en etage mindre, men til gengæld var det ikke noget, jeg ville binde mig til en bulldozer for.

Nu bliver jeg dog i tvivl, fordi jeg kan forstå på vores fællesråd, at kommunen ikke vil binde sig til løfter angående højden på byggerierne i vores ende.
Jeg vil bede jer om et klart svar på, hvad vi kan forvente (forhåbentlig ikke frygte) vil være de bindende retningslinjer I giver videre til eventuelle investorer, der vil have godkendt en kommende lokalplan.
Antal etager=flere penge til investor men etager=større gener af stort set alle slags for os, der bliver tilbage i kvarteret.

Min opfordring til jer er: tag vores fællesråd meget alvorlig, for de har sat sig bedre ind i planerne, end jeg og mange andre. Formentligt også end de politikere, der til sin tid skal stemme for eller imod planen. Og for alt i verden: byg lavt og byg miljørigtigt grønt.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Hanne Rude

Indsendt

10/08/2023 16:58

Sagsnummer

HS8365233

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Kommuneplan
Område
Midtbyen
Hørings-id

H600

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ

Plan og Byggeri

Karen Blixens Boulevard 7

8220 Brabrand

Telefon: 89 40 44 00