Som familie bosat i Riisvangen, tæt på området der dækker Helhedsplanen, er der flere punkter at være kritisk omkring. Jeg har i dette høringssvar valgt at fokusere på, at Helhedsplanen ikke forholder sig konkret til, hvem der skal bo og leve i området.

Det, at ville skabe plads til flere indbyggere i Aarhus giver rigtig god mening. Aarhus tiltrækker folk, og det er bedre, at de mennesker der arbejder og kommer i byen også bor her. I stedet for at skulle pendle langvejs fra. At få plads til flere indbyggere i en by ved at bygge store flade forstæder er afprøvet i andre byer som Aarhus og det medfører mange problemer, ikke mindst økonomisk og miljømæssigt.

Problemet med helhedsplanen er altså ikke at der skal bygges tættere men at den helt mangler at forholde sig til hvem der skal bo i den nye bebyggelse. Den forholder sig kun til hvad der foregår udenpå en bygning. Hvor mange træer er den omgivet af? Skærmer den husene bagved mod støj? Skaber den et afklaret byrum? Hvordan kommer folk til og fra?

Man skal frem til side 14 før det første gang bliver nævnt at der også er nogen der skal bo derinde. At det problem vi vil løse er befolkningstilvækst. Derefter skal men helt frem til side 38 før planen har en holdning til hvem det så er der skal bo i området: "Aarhus Kommune har en ambition om, at der i området skal etableres flere almene- og familieboliger." Det er alt hvad den har at sige om det. På den måde fortsætter helhedsplanen den strategi der har været brugt i mange år: at tegne nogle områder ind på et kort og så lade boligudviklere tage den derfra. Og så håbe -- "have en ambition om" -- at de bygger det, vi skal bruge.

Det har givet Aarhus Kommune og os der bor her en overflod af det boligudviklerne tjener mest på: små lejligheder. Samtidig flytter familierne stadig fra byen og pendler i stor stil frem og tilbage. Det forholder planen sig ikke til. På 77 sider er familie nævnt 3 gange, børn 1 gang, ældre 1 gang, pendlere 3 gange.

Det kan ikke lade sig gøre at lave byudvikling uden at forholde sig til de mennesker, der skal bo i byen. Hvis ikke kommunen gør det, gør boligudviklerne. At lade udviklerne tage føringen gav måske mening på et tidspunkt, men nu er vi nået til et punkt, hvor det skal være byens beboeres behov der sætter retningen. Måske kan det ikke lade sig gøre? Måske giver loven ikke kommunen mulighed for at stille den slags krav? Eller måske mener udviklerne ikke der er økonomi i at bygge det byen har brug for? Så må svaret være at stoppe op, ikke at fortsætte med at bruge vores sparsomme plads på projekter der ikke gavner os.

Her er nogle spørgsmål planen burde have forholdt sig til og som kommunen bør forholde sig til nu.

Hvilken demografisk udvikling kunne vi godt tænke os i byen? Vil vi f.eks gerne have at familier bliver i byen eller er det fint, at de flytter væk?

Hvor godt har den byudvikling der er sket over de seneste årtier understøttet den demografiske udvikling vi gerne vil have? Hvis ikke den har ramt plet, hvad har vi lært?

Hvilke muligheder har kommunen for at stille krav til at nye boliger opfylder de behov byen har?

Hvordan man gør det attraktivt for f.eks forskellige studerende, familier, ældre at bo tættere sammen?

Der er brug for helt at gentænke helhedsplanen med udgangspunkt i byens forskelligartede indbyggere, nu og i fremtiden.