Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan 1193 - Multihal ved Bispevej, Stavtrup

Idrætten ønsker sig en multihal på Bispemarken

Sport og motion har en positiv indvirkning både fysisk og mentalt. I en tid, hvor vi oplever stigende ensomhed i befolkningen og faldende trivsel blandt børn og unge, er tilgængelighed til fysiske rammer, der giver mulighed for at kunne dyrke fællesskaber og motion året rundt altafgørende.

I Stavtrup Idrætsforening har vi mange frivillige ildsjæle, der arbejder for at sikre, at der er relevante motionstilbud til alle aldersgrupper. Men de etablerede afdelinger har vanskeligt ved at få haltider, ligesom nye sportsgrene har svært ved at finde fodfæste i byen på grund af manglende faciliteter. Derfor har Stavtrup akut brug for en multihal, der kan være lokalt samlingspunkt, understøtte den vækst, der har været i byen de sidste mange år - og sikre at alle vores borgere får optimale muligheder for at være aktive sammen.

Bispemarken er i vores optik det helt oplagte sted at placere multihallen. Stedet binder byen og idrætsforeningens forskellige aktivitetstilbud sammen på en utrolig fin måde, endda på en lokation, der i årevis har været tiltænkt til formålet.

Det har taget i omegnen af 10 år og tusindvis af frivillige arbejdstimer, at få vedtaget, at vi kan bygge på en grund der dels er ledig, dels er ejet af kommunen, og dels er udlagt til formålet. Ingen af disse præmisser er gældende for de alternative placeringer i byen, der er blevet undersøgt grundigt af multihalsudvalget. Skulle det værst tænkelige ske: At placeringen på Bispemarken ikke godkendes, er konsekvensen desværre realistisk set, at der vil gå utroligt mange år, før vi i Stavtrup bliver beriget med nye og bedre faciliteter til idrætslige- og kulturelle formål.

Med andre ord: Vi er meget tæt på at komme i mål med projektet, og vi glæder os helt utroligt meget til realiseringen, hvor vi som lokalsamfund får mulighed for at tilbyde vores borgere et idrætsaktivt liv, der ikke er begrænset af dårlige og utilstrækkelige faciliteter – og til at se idræts- og kulturlivet blomstre i byen og opleve liv i og omkring multihallen.

På vegne af Forretningsudvalget i Stavtrup IF,
Trine Adelborg, Formand for Stavtrup IF
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Trine

Indsendt

16/08/2023 20:35

Sagsnummer

HS4554393

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Stavtrup - Ormslev
Hørings-id

H606

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00