Gå til hovedindhold
Forslag til Lokalplan 1193 - Multihal ved Bispevej, Stavtrup

Er Aarhuskompasset fra 2021 ude af kurs?

Kære Aarhus byråd og Teknisk udvalg.
Udvis rettidigt omhu, når I træffer endelige beslutning om kommuneplanstillæg 140 og lokalplan 1193! Tag de langsigtede briller på med Aarhuskompasset i hånden (”Mindre system - Mere borger). Disse beslutninger rækker langt ud i fremtiden og konsekvenserne skal kommende generationer leve med. Velvidende at denne sag i jeres administration er en mindre sag – så der denne sag for Stavtrup en af de største byggesager i mange år og bygningen adskiller sig markant i størrelse og højde i lokalområdet.
Med en beslutning om at gennemføre lokalplan 1193 på matrikel 15m – vil et af de få områder i Stavtrup forsvinde, hvor roen og stilheden stadig bemærkes. Derfor, tænk jer grundigt om, med værdier fra Aarhuskompasset i fokus frem for effektivitet, lette løsninger og besparelse.

En placering af Multihallen på matrikel 15m, som nærværende lokalplan beskriver, vil være at kaste et seriøst projekt i en alt for smal ”flaskehals”, som Bispevej er, da vejen er en blind vej i et lukket boligområde. En sådan beslutning vil genoplive ”Aarhus-historier”- dette er byplanlægning uden omtanke.
En placering bør ses i en helhedsstrategi for Stavtrup, så placeringer bliver så optimalt som muligt, set i lyset af de forholde der skal tages hensyn til, såsom miljøet, naturen, infrastruktur, tilgængelighed.
Hvor mange advarselsflag skal hejses for at I politikere kan se, at denne placering er helt galt. En opfordring til at lytte og være i seriøs dialog med de mange bekymrende stemmer, så beslutningerne og projektet lander bedst muligt i Stavtrup.

Der har været informationsmøder om sagen på forskelligvis, dog med en præmis der har betydet, at møderne er blevet til diskussioner, primært for og imod eller forklare og forsvare. Dialogen og nysgerrigheden på hinandens perspektiver er udeblevet, selv i mindre fora i lokalsamfundet, ender diskussionen samme sted.
Det er befriende at Miljøstyrelsen hejser et opmærksomhedsflag, og bedt Aarhus kommune konkretisere håndteringsforslag til at mindske konsekvenser på natura 2000 området (Brabrand søen og Ådalen), der har stor værdi for hele Aarhus.
Bemærkelsesværdigt, at Aarhus kommunes håndteringsforslag som Miljøstyrelsen ønsker en redegørelse for, ikke er blevet tilført dette hørings materiale ved beslutning om at forlænge høringsfristen til 22. september 2023. Undertegnede finder ikke nærværende materiale fyldestgørende og retvisende. Derfor bør denne høring have en forlængelse eller ny omgang, hvor alt materiale bliver fremlagt for borgerne, til stillingtagen.

Beslutter Aarhus byråd, mod forventning, at se bort fra disse advarsler om konsekvenser for Natura 2000 og grundvandet på matrikel 15m i beskyttelseszone, har undertegnede følgende bemærkninger, der bør ændres i nærværende lokalplan 1193:

Størrelse på bygningen bør være mindre: Lokalplanen giver mulighed for at opføre af en bygning optil 6000 m2 etageareal. Haludvalget har adskillige gange præciseret at behovet er max. 3500 m2, hvilket området bedre kan bære end en bygning på 6000 m2 – derfor skal nedskaleringen skrives ind i lokalplanen.

Støj og lysgener: Bygningen vil få privat beboelse tæt på hele vejen rundt om bygningen fra Klokkeskovvej, Søholmvej, Bispevej, Jarlsmindevej, Mondrupsvej. Derfor bør man være meget omhyggelig med placering af belysning både omkring bygningen og tilhørende p-pladser. Området i Stationsbyen fremstår i dag som et ret mørkt område om aftenen i vinterhalvåret med sparsom belysning, hvorfor projektet vil bevirke en betydelig ændring på dette faktum. Bygningen bør ikke være oplyst efter lukketid. Heller ikke tilstødende aktivitet- og parkeringsområder, bør kun have svag belysning.

Udeaktiviteter: Begrænses til enkelte og naturlige aktiviteter, der passer ind i området med naturmaterialer, legeplads til små, store og ældre borgere. Mødesteder i hyggelige kroge, der inviterer til samtale og leg i et rolig miljø. Her skal nabogener i særdeleshed tænkes ind og forebygges ved placering af aktivitetsområder.

Ingen udeservering fra cafe. Servering bør ske inde i Multihallen – og en evt. cafe skal ikke blive en konkurrent til Folkehuset Stavtrups dejlige café, der efter flere års anstrengelse, har fundet fint fodfæste i lokalområdet.

Trafikproblematikken med to T-kryds ved Søholmvej/Bispevej og Jarlsmindevej/Klokkeskovvej samt til og fra kørsel til matrikel 15m på Bispevej skal løses inden byggetilladelse gives. Undertegnede forudser heftig daglig trafik til hallen mellem kl. 16 og kl. 19. Børnefamilier har ofte en travl hverdag med høj logistik for at nå det hele. Derfor vælges ofte de hurtige løsninger - dette bliver bilen fremfor cyklen. For hvert barn der skal til Multihallen hjulpet af forælder, vil der blive kørt op til 4 gange til og fra Bispevej for at bringe og hente sit barn til aktivitet. Mange børnefamilier vil have 2 km til matrikel 15m, hvilket er langt for et barn at overskue selv. Bilen kunne også blive valgt - for at bringe sit barn sikkert frem eller fordi Klokkeskovvej har en heftig stigning set med børneøjne. Der bør laves reelle beregninger på trafikøgning – så håndtering af trafikmængde kan afvikles bedst muligt. Dette bør være en forudsætning for at byggetilladelse gives.

Aarhus kommune har mange aktiver, heriblandt er Stavtrup et af disse. Et attraktivt boligområde tæt på naturen og kulturen i Aarhus. Dette område skal vi passe godt på – her har I som byråd et særligt ansvar for vilkåret. Stavtrup har massive støjproblemer fra motorveje, der truer sundhed og trivsel. Stavtrup er afgrænset af motorvej i syd og øst og af Brabrandsøen i nord, så udvidelse af byen væk fra støjen er ikke muligt. Trafikstøj fra motorveje bevirker, at boliger i den sydlige og østlige ende af Stavtrup lever med denne støj og stressfaktor dagligt.
Et område er tilbage i Stavtrup, hvor roen og freden fortsat findes. Den nordlige ende af Stavtrup ved matrikel 15m og omkring Stationsbyen på Bispevej. Stationsbyen har beskyttende lokalplan 534 som lokalplan 1193 bør spille sammen med. Her er også grundvandsbeskyttelse zone at tage vare på.
Det er dette område lokalplan 1193 er tænkt ind i - hvorfor vælge at sætte dette område i spil – når der er andre alternative i Stavtrup. De mange vandboringer i Stationsbyen og langs Brabrandsøen forsyner en væsentlig del af husstandene i Aarhus kommune med rent drikkevand. Pas på dette – udvis rettidigt omhu.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Lena Tandrup Esbensen

Indsendt

22/09/2023 15:46

Sagsnummer

HS3312975

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Stavtrup - Ormslev
Hørings-id

H606

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00