Høringssvar til Udviklingsplan for Kongelunden fra Århus Ungdommens Fællesråd
Vi er i Århus Ungdommens Fællesråd (ÅUF) glade for at kunne bidrage til høringen af Udviklingsplanen for Kongelunden. ÅUF er som fællesrepræsentant for 117 samfundsengagerende børne- og ungdomsforeninger optaget af, at Aarhus Kommune skaber plads til og gode rammer for et aktivt forenings- og fritidsliv for alle børn og unge.
Her følger vores input til ’Udviklingsplan for Kongelunden’:
Skab plads til børn og unges foreninger og fritidsliv i Kongelunden.
Vi ser i Kongelunden en helt unik mulighed for at skabe mere plads og flere faciliteter til børn og unges foreningsliv: Placeringen af Kongelundens rekreative områder i nærhed til by- og boligområder er en stor fordel for byens børn og unge, som ofte er afhængige af at kunne gå, cykle eller tage offentlig transport til deres fritidsaktiviteter.
Men skal Kongelunden indfri potentialet for at blive et attraktivt område for børn og unges fritidsliv, er det nødvendigt, at plads og faciliteter til foreningsaktiviteter tænkes med fra starten af planlægningen. Her ser vi forslagene til faciliteter i ”Læringsskoven” som et godt udgangspunkt, men der er brug for faciliteter til børn og unges aktiviteter mange flere steder i Kongelunden.
Brugerinddragelse i udviklingen af Kongelunden.
Udviklingen af Kongelunden via brugerinddragelse, som er beskrevet i afsnittet om Demokratisering, ser vi som en helt essentiel forudsætning for at skabe et område, der er til gavn for mange forskellige brugere. Vi bakker op om, at eksisterende og nye foreninger og fællesskaber inddrages i udviklingen og inviteres til at være værter for specifikke destinationer. Det tror vi, vil gavne både Kongelunden og foreningernes muligheder for at invitere flere med i deres fællesskaber. Vi kan samtidig se, at det vil kræve en stor indsats fra frivillige i foreningerne at tage ejerskab for et område. Hvis det skal lykkes, vil det kræve, at foreningerne får adgang til ressourcer som fx rådgivning og økonomisk støtte.
Vi ved, at der er mange brugergrupper at tage hensyn til i udviklingen af Kongelunden, og vi vil med dette høringssvar opfordre til, at børn og unges foreninger tages alvorligt og prioriteres på lige fod med andre og mere ressourcestærke målgrupper.
ÅUF vil opfodre til, at bruger- og borgerinddragelsen fortsættes i arbejdet med udviklingen af Kongelunden. Som repræsentant for børne- og ungdomsforeningerne i kommunen vil vi meget gerne fortsat bidrage med netop dette perspektiv.