Gå til hovedindhold
Strategisk helhedsplan for Årslev

Årslev "landsby" 😜

På borgermødet 4/9 blev vi opfordret til at rose helhedsplanen (altså - også rose!). Lad mig så begynde med at sige at der er mange dejlige sætninger og ord i planen. Skønne mange dejlige ord. Som et eventyr næsten.
I min relativt høje alder har jeg erhvervet en bestemt mistillid til det skrevne ord, og fine hensigter - og så hvad der er (kommunale/developer) kræfter til når virkeligheden rammer. Ambitionerne fejler aldrig noget, og det gør besparelserne efterfølgende heller ikke.
Efter at have læst alle foregående høringssvar (hvorfor er de listet under informationer i højre side som "lokalplan"?) - så vil jeg som andre fremhæve de meget gennemarbejdede indlæg fra BAAF & DN. Her er der meget konkrete forslag og krav til udviklingen som jeg kun kan billige. Både fordi det er gode forslag, og især fordi der er konkrete krav til at fastholde handlingsplanens ambitionerne i aktuel handling. Tak for det.
På borgermødet fik jeg svar på at en helhedsplan ER luftig, og konkret fastholdelse af rammer bliver fastlagt når lokalplanerne skal besluttes. Her håber jeg selvfølgelig på lige så meget gennemsigtighed som vi åbenbart har nu i forhold til helhedsplanen. Men hvorfor så luftig. Det er jo ikke marengs vi slår op til.
Når det andet er nævnt, så kommer vi til min kæphest, som udløber af min udsigt fra enden af Årslev Kirkevej og ned over brakmarker mod logistikparken. I 2003 havde vi udsigt til Lyngbygårds fine 1100 tals hovedbygning, indtil der kom en ucharmerende grå klods i vejen, som en af de første bygninger i logistikparken. Her skal jeg understrege at jeg ikke er imod udviklingen, men udelukkende imod æstetikken i industribyggeri. Hvorfor skal det være beton og beton - kun fordi det er subsidieret som det suverænt mest CO2 udledende materiale vi har til byggeri. Jeg begriber det ikke. Kan man ikke stille æstetiske krav til halbyggeri i en plan også?

På det sidste af de følgegruppemøder jeg deltog i omkring denne helhedsplan var den forhenværende stadsarkitekt til stede, og jeg kom for skade at håne et af motorvejsdomicilerne som vi har udsigt til, for deres latterlige lysshov natten lang. Det svarede han pænt udenom, og ugen efter overrakte han en pris til firmaets innovative erhvervsfacade. Det har jeg sgu grinet meget af siden.

Nå men. Det er altså belysning som er mit problem. Projektører fra Logistikparken som blænder mig i mit køkken fordi nogle firmaer, modsat kommunens gadebelysning (som er orienteret horisontalt), synes at lamperne skal vende 45 grader ud i omgivelserne. Og LED spots er efterhånden blevet meget kraftige skal jeg hilse og sige. De fleste firmaer jeg nu har været i kontakt med har været flinke og har ændret deres spots vinkel, eller gjort andet for at være gode naboer. Enkelte er vi ikke helt enige med endnu, men i yderste konsekvens må vi så inddrage kommunen for at få hjælp.
Et problem er måske netop lokalplan 812 fra marts 2008 som omfatter logistikparken. I de 54 sider er der nedskrevet to sætninger om belysning:
§8 stk. 5. "Udendørs belysning må kun etableres, så der ikke sker direkte belysning af omkringliggende bebyggelser og områder. Lyskilden skal orienteres mod den pågældende ejendom".
Hurra. Vældig konkret at forholde sig til...
Det er blevet mig fortalt, og dette har jeg ikke evidens for, at Frankrig har en lov som forbyder denne slags udebelysning mellem 23 & 07. Fantastisk hvis det er sandt. Nu er Frankrig ikke et af de lande vi "normalt sammenligner os med", men hvad skulle der egentlig være galt med baguette og belysningsregler. Jeg spørger bare. Lad os endelig sammenligne os.
Planen stillede os endvidere i udsigt at der kom et levende hegn på østsiden af shunten fra M15. Vi havde forhåbninger ud fra tegninger at det ville tage støj, udseende og lys fra området, men det er aldrig blevet andet end en forkølet række buske som styroporpladerne fra byggepladserne kan hvile sig i efter blæsevejret. Det skærmer ingenting ellers.
Altså vil jeg gerne se nogle meget konkrete krav til lysforurening i denne plan, og især fra Skibbyvej og ned mod engsøen. Da det er et unikt naturområde som virkelig kan ødelægges med for meget og forkert lys.
Randi Sandholm har betroet mig at jeg kunne glæde mig til teksten i helhedsplanen omkring belysning, og tak for de fine sætninger og ord i planen...Det er skøn godnatlæsning, men jeg forbeholder mig en ret til at tvivle alligevel.

I nogle forskellige versioner af helhedsplanforslag har vi set (op til) 8 boldbaner placeret på tre sider af vores hus. Det er selvfølgelig ikke sikkert at det kommer dertil, men tænk alligevel engang. Boldbaner uden projektører i hjørnerne. Ja, da. Og ingen råben heller.
Lad mig foreslå følgende blive indskrevet i planen; Mit firma påtager sig et hovedsponsorat på pandelamper til alle sportsudøvere som skal spille kamp i skumringstimerne eller i mørket forår og efterår. Som modydelse må dommeren ikke fløjte og spillerne kun hviske sammen.
Det var vel egentlig det.
Måske lige bortset fra det med æstetikken..
Bør der ikke være konkrete krav til at bygge bæredygtigt efter en eller anden norm (de findes vel efterhånden) og gerne i naturmaterialer overalt i hele planen. Ikke bare som i Nye, hvor man har beklædt beton med træ, og så kalder det bæredygtigt. Tsk.
Og så lige æstetikken. Den er selvfølgelig svær at definere. Vi har alle vores syn på hvad som er pænt og grimt, altså subjektivt, klart. Men for guds skyld, sørg for at det ikke kommer til at ligne.......Aarhus Oe 😏 the developers paradise.
Hej fra mig.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Gert Kjeldtoft

Indsendt

18/09/2023 22:32

Sagsnummer

HS1653125

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Lokalplan
Område
Brabrand - Gellerup
Hørings-id

H622

Kontakt

TEKNIK OG MILJØ
Plan og Byggeri
Karen Blixens Boulevard 7
8220 Brabrand
Telefon: 89 40 44 00