Opløftende at læse at Aarhus Kommune lægger op til mere natur og fællesskab i den nye bydel. Naturen kan netop bruges til fællesskaberne. Man kan lege i den, man kan dyrke den i fællesskab, man kan passe på den i fællesskab.
Derfor er det også godt at se, at både Fællesrådet og Danmarks Naturfredningsforening i deres høringssvar har fokus på naturen, og på hvordan Aarhus Kommune bør sikre, at planerne bliver til virkelighed.
Hvis vi skal lære de næste generationer at passe endnu bedre på naturen, så er det godt, at de vokser op i den og har en naturlig forbindelse til den. Derfor er der ikke noget negativt for mig at se i, at man har boliger i områder op til rigere natur som f.eks. syd for Skibbyvej og nær fredskoven nord for Skibbyvej, så længe det designes og etableres med de rette hensyn og naturen som udgangspunkt. I forhold til hvordan vi beriger naturområder og samtidig udvikler boliger, er der gode pointer og kriterier at hente i både DN og fællesrådets høringssvar.