Gå til hovedindhold
Ændrede serviceregler og retningslinjer for bevilling af kørsel i Børn og Unge

Høringssvar ang. ændrede serviceregler og retningslinjer for kørsel

Høringssvar vedr. ændrede serviceregler og retningslinjer
for bevilling af kørsel i Børn og Unge

Vi takker for muligheden for at afgive høringssvar i forlængelse af den allerede vedtagne besparelse på 10,9 mio. kr. i budget 2023. Vi anerkender ambitionen om, at flere børn og unge skal opnå større livsmestring og selvhjulpenhed og ambitionen om at optimere organiseringen af kørslen. Samtidig vil vi påpege, at det er problematisk at vedtage en besparelse uden at kende det konkrete indhold, ligesom vi undrer os over, at det ikke har været muligt at se det beregningsgrundlag, som forslagene til serviceforringelser er baseret på. Det er derfor vanskeligt for os at afgøre, hvor store serviceforringelser, de enkelte familier vil skulle håndtere, og hvor store omkostningerne er i familierne.

Som forældreorganisationer ved vi, at forældre til børn i udsatte positioner eller med særlige behov ofte er på overarbejde som ’projektledere’ og tovholdere i deres børns møde med det offentlige – vi er derfor bekymrede for, at der med de foreslåede ændringer lægges endnu en opgave over på forældrene – mange løfter allerede en meget stor opgave med at varetage deres børns behov og sikre dem den rigtige hjælp og støtte i deres institutioner.

Det er helt afgørende, at der gives støtte og vejledning til alle berørte familier, og at der ligger en konkret pædagogisk og individuel vurdering til grund for alle afgørelser. Det må ikke være økonomi, der afgør om et barn får den transportmulighed, det har brug for. Det er desuden afgørende, at der hurtigt – og uden tung administration – kan justeres i barnets kørselsordning, hvis det er barnets behov.

Mange familier vil have brug for hjælp til at søge §41 og til at håndtere eventuelle klager over afgørelser. Derfor opfordrer vi til, at både vejledningsansvaret og -opgaven ligger hos MBU (og MSB) – ikke hos medarbejdere i dagtilbud, skoler og fritidsinstitutioner.

I høringsmaterialet savner vi beregninger, der sandsynliggør, at forringelserne medfører en reel besparelse over tid. Et muligt scenarie er nemlig, at udgiften blot flyttes til en anden magistrat, som også skal håndtere et i forvejen stort underskud på budgettet. Den type silotænkning mener vi ikke gavner børnene.

Derudover er vi bekymrede for, hvorvidt MSB kan håndtere de formodentligt mange ansøgninger i henhold til §41. Det er vigtigt at der ikke opstår ventetid eller flaskehals i behandlingen af ansøgningerne og vi kan også være bekymrede for, om hensyn til økonomien kommer til at spille ind i forhold til vurderingerne af ansøgningerne til § 41.

Kommentar til de enkelte forslag

Kørsel på skolefri dage/skolernes ferier
Ikke mange forældre har mulighed for selv at passe deres børn på alle undervisningsfrie dage og i ferier. Vi er bekymrede for, at forslaget skaber øget ulighed blandt børnene og underminerer det vigtige pædagogiske arbejde i fritidstilbuddene for de børn, der har mest brug for det. Desuden er vi bekymrede for, om ansøgninger til §41 kan behandles tids nok til at forældre reelt kan nå at få en afgørelse på deres ansøgning så kørslen kan komme i stand til ferierne.

Kørsel til § 32 specialdagtilbud
Vi må forvente at alle børn i specialtilbud, som har brug for det også fremover vil få bevilliget kørsel.

Vi henleder opmærksomheden på, at hvis opholdstiden i dagtilbuddet forlænges i forhold til sædvanlig praksis kan det have stor betydning for personalenormingen, som nu skal dække flere børn i ydertimerne.

Da det vil være nyt på dagtilbudsområdet, at MSB skal bevillige kørsel, forventer vi særlig håndholdt hjælp til §41-ansøgninger for denne målgruppe, så det ikke skal optage mange personaleressourcer i institutionerne.

Kørsel mellem flere adresser i skilsmissefamilier
Vi kan på ingen måde støtte forslaget om, at børn med to hjem ikke kan køres til to adresser. Skift mellem forældre kan ofte være svært for mange børn, og for børn hvor forudsigelighed er altafgørende selvsagt sværere. Det gælder ikke mindst i familier, hvor der evt. er konflikter mellem forældrene eller hvor søskende også rammes af de logistiske udfordringer, det påfører familierne. Derfor bør det fortsat være muligt, at børnene kan blive hentet og afleveret i begge deres hjem.

Ekstra kørsel ved udeblevet / forsinket passager
Vi anerkender, at forsinkelser kan være en udfordring, hvis der indføres faste ruter. Men enhver forælder ved, hvor svært det kan være at få sit barn afsted helt præcist til tiden hver eneste morgen. Vi forudser, at en fem-minutters grænse kan øge stressniveauet i familierne og dermed give børnene en dårlig start på dagen. Derfor mener vi, der bør være en form for nød- eller klippekortsordning, hvor der i særlige situationer kan bestilles en taxa ved forsinkelser.

Kørselstype
Vi bakker i udgangspunktet op om, at det er pædagogisk personale, der skal tage imod det transporterede barn, da det netop er en pædagogisk opgave. Derfor undrer vi os meget over, at der ikke er afsat ressourcer til dette. Vi forudser, at det bliver en ekstra opgave, der lander på medarbejdernes bord – og da den opgave ikke er finansieret, kan vi ikke bakke op om forslaget. Samtidig frygter vi, at nogle børn vil kunne blive utrygge, hvis de er overladt til sig selv eller alligevel – lige den dag – ikke magter mere.

Ventetider
Det enkelte barns tarv må altid komme først – også når det handler om kørsel. Derfor er det afgørende, at ventetiderne ikke er svingende for kørslen af det enkelte barn. Børn, som er udfordrede af uforudsigelighed, har brug for faste aftaler. Hvis der afleveres på skolen før undervisningen, kræver det at der er pædagogisk personale til stede. Denne opgave er ikke indtænkt i budgettet på den enkelte skole og vil derfor udgøre en ekstra opgave. Hvis dette ikke finansieres, kan vi ikke bakke op om forslaget.

Særligt ang. henvisningspolitikken
Det er forældreorganisationernes kraftige opfordring, at skolehenvisningspolitikken afskaffes, så de penge, der bruges på at transportere børn ud af deres lokalområder i stedet bruges på indsatser, der hjælper børnene, der hvor de bor. Derfor mener vi, at alle forslag, der forringer situationen for disse børn bør bortfalde. Børnene bruger i forvejen en stor del af deres børneliv på transport – de skal ikke have ekstra ventetid. Ift. SFO på undervisningsfrie dage og i ferier kan vi ikke acceptere, at børn med sprogstøttebehov stilles dårligere end deres kammerater. Det er det kommunens opgave at sikre, at børnene har den samme mulighed for at benytte SFO’en som andre børn.

På vegne af Århus Forældreorganisation og Skole og Forældre Aarhus

Sofie Bak Hansen, forperson ÅFO
Cecilie Harrits, forperson SOF Aarhus
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Cecilie Harrits

Indsendt

24/08/2023 22:06

Sagsnummer

HS3835886

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Dagtilbud og skole
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H644

Kontakt

Martin Klejs Skøtt

Tlf. 29 20 99 52

E-mail makls@aarhus.dk