Normalitetsbegrebet for specialkørslen fører til rettigheder under pres

Landsforeningen Autisme Kreds Østjylland ser med stor bekymring på de ændrede serviceregler og retningslinjer for kommunens specialkørsel. Overordnet set skriver kommunen, at man har ønsket en optimering og effektivisering af kørselsområdet. Som udgangspunkt er det ikke noget galt i at effektivisere og optimere, der hvor det giver mening som fx ved skyggekørslerne. Men i dette udspil har man gået grebet videre. Udspillet lægger sig så nært op ad reglerne for normalområdet, at det gør det i mange henseender svært at se, at det centrale mål for de udmøntede besparelser er børneperspektivet, når det omhandler børn med særlige behov.



§ 32 specialiseret dagtilbud:

Vi er særdeles bekymret for ophør af transport til § 32-tilbud. De særlige specialiserede dagtilbud for autistiske børn er begrænsede og befinder sig i den sydlige del af byen, hvilket kan give store udfordringer for familier, der er bosiddende langt væk fra det specialtilbud, der tilgodeser deres barns støttebehov. Nogle børn vil ikke kunne holde til lange transporttider med offentlig transport, flere skift og mange sanseindtryk. Fremadrettet stiller man forældre til disse børn i positioner, hvor de kan være nødsaget til at erhverve sig bil og kørekort, eller sågar flytte tættere på dagtilbuddet på bekostningen af vante hjemlige rammer, søskendes skoletilbud og længere transporttid til arbejde.
Man har vel og mærke tilbudt, at forældre kan søge kørselsgodtgørelse, dog er der kun dækning den ene vej. Hvilket pålægger en ikke ubetydelig ekstra udgift til et vel og mærke visiteret specialtilbud. Der er derfor ikke mulighed for at flytte ens barn til andet tilbud på lige fod med almene tilbud.

Vi er med på, at der er hul i lovgivningen her, da der ikke forefindes en lignende paragraf for dagtilbudsområdet, som der er i folkeskolelovgivning. Men vi finder det yderst uheldigt, at kommunen vælger at ændre en ellers god og medmenneskelig praksis, der lettede familier til små handicappede børns hverdag gevaldigt. Konsekvenserne heraf er så markante, at vi faktisk er bekymret for om, man presser familier til vores mest sårbare gruppe i samfundet ud i mistrivsel med store konsekvenser til følge.
Børn i § 32 dagtilbud er visiteret af kommunens egne fagfolk, deres behov er således vurderet til at være af sådan en grad, at det kræver fagfolk med særlige kvalifikationer og skærmede fysiske rammer for at bibeholde og sikre børnenes udvikling. Kommunen vil med et trylleslag nu, spare denne kørsel væk, men har man kigget ind i de afledte menneskelige og økonomiske konsekvenser for de berørte familier?



Klage ift. skole- og § 41-kørsel:

I de nye retningslinjer er der flere ting som står uklart i forbindelse med skolekørsel:

Hvem træffer afgørelse om, hvilken type kørsel barnet har behov for i forbindelse med skolekørslen?

Hvor man skal klage over en given kørselsbevilling ved uenig over en afgørelse, og hvem har den endelige beslutningskompetence ift. En anke?

Umiddelbart er det kun, hvis kommunen efterspørger en lægeerklæring, at de afholder udgiften. Men betaler kommunen lægeerklæringen, ved uenighed om barnets kørselsbehov, hvis der er truffet afgørelse uden en lægeerklæring?

Hvis man reelt ønsker klare retningslinjer, så er det helt ud lige så vigtigt - rent forvaltningsretlig, at man også har klare og tydelige retningslinjer for klagegangen og hvordan klagen behandles i kommunalregi. Dette er ikke nævnt med et eneste ord.
Foreningen mener, at familier kan blive udfordret på retssikkerheden ved et afslag på § 41-kørsel i ferieperioderne. Hvis et afslag fastholdes, så skal det afgøres i Ankestyrelsen. Der er pt lange sagsbehandlingstider i ankestyrelsen på op til 6-8 måneder. Dette betyder, at ferierne reelt kan være overstået inden forældre har fået medhold eller afslag på deres ansøgning om feriekørsel efter § 41. De retssikkerhedsmæssige udfordringer for feriekørsel og skolekørsel bør afdækkes og rettes op på.



Skillemisseforældre i klemme:

Med ophør af kørsel til to bopæle, mener foreningen, at kommunen her bevæger sig på kanten af handicapkonventionens Artikel 23. Retten til familieliv. Med ophør af kørsel til to bopæle, vil en del børn hver anden uge skulle ud på sammenlagt 4 køreture for at komme til og fra skole. Turen vil nu netop går fra en forælders bopæl til en anden og videre derfra i taxa til skolen. Det er sandsynligt, at ekstra skift og længere transporttid kan påvirke autistiske børns trivsel. Vi risikerer hermed, at nogle forældre må ændre deres samværsaftale, og dermed har kommunen været direkte medvirkende årsag til at handicappede børn ikke kan have en hverdag med begge forældre og dertilhørende søskende. Tiltaget er meget indgribende i familielivet, og vi anser det som særdeles problematisk for familier til autistiske børn.





Forlænget skoledag:

Overordnet set kan de nye transporttider og ventetider fører til forlængelse af skoledagene, hvilket kan presse børnenes overskud generelt. Lig børnene i særlige dagtilbud, så er børn i specialklasse og specialskole visiteret fordi de blandt andet har behov for skærmede tilbud. Mange autistiske børns hjerner udtrættes nemmere end normen, og en hver forlængelse af skoledagen og transporten kan have betydning for deres mentale velbefindende på sigt.



De stigende udgifter på specialkørslen er selvfølgelig en udfordring for kommunen, men et stigende behov for specialtilbud, lange ventetider til udredningen i psykiatrien, venteliste på forebyggende og understøttende indsatser internt i kommunen som fx ventetid på trivselsteamet er medvirkende til at stadig flere autistiske børn mistrives i folkeskolen. Denne mistrivsel fører ofte til belastningsreaktioner og vi ser børn, der i dag i højere grad er traumatiseret med tillægsdiagnoser til følge, inden de havner i specialklasse- og specialskoleregi. Vi kigger hermed ind i forskellige scenarier, der har direkte indflydelse ift. en ønsket besparelse på kørselsområdet, som overhovedet ikke har været bragt i spil ift. de stigende udgifter på kørslen, man har udelukkende kigget på, at udgifterne er steget, men reelt ikke dykket ned i de udslagsgivne årsager i primærregi.

Vi anser hermed præmissen for en ønsket besparelse for at være kortvarig eller helt udeblive på kørselsområdet. Dertil kommer de menneskelige konsekvenser, der vil være for børnene og familierne. Det er disse vi har givet udtryk for i dette høringssvar.
Da vi ikke har set nogle reelle beregninger, opfordrer vi kommunen til at bruge SØM til, at tjekke om de afledte effekter på de “effektiviseringer” og “optimeringer”, man har pålagt, kørselsområdet, er reelle.



Generelt er udkastet til de ændrede serviceregler og retningslinjer for kommunens specialkørsel en udmøntning af en byrådsvedtaget budgetbesparelse. Men denne udmøntning vidner overordnet set om manglende forståelse for, at for familier til handicappede børn, er kørslen ikke bare et spørgsmål om at komme fra punkt A til punkt B. Den er medskabende til:

- at pressede familier kan få hverdagen til at hænge sammen.
- at handicappede børn har overskud til at gå i skole og have et socialt liv udenfor
skolen.

Mange autistiske børn er ekstremt presset i den danske folkeskole. Foreningens egen inklusionsundersøgelse har de seneste år vist, at næsten halvdelen af autistiske børn har ufrivilligt skolefravær. De er hermed så belastet, at de end ikke magter at gå i skole. Dertil kommer, at vi i højere grad end tidligere ser flere børn, der generelt mistrives. Når autistiske børn stressbelastes, er de yderligt sårbare ift. at udvikle tillægsdiagnoser, som angst, depression, spiseforstyrrelser og lignende. Disse kan påvirke barnets hverdag og udvikling i særdeleshed.
Folkeskolelovens §26, stk. 2 tilgodeser lige netop dette hensyn til børn med særlige behov. Med den nye praksis på kørselsområdet er dette under pres og vi risikerer, at for nogle børn vil den ny praksis være ekskluderende ift. skolegangen. Hvis dette sker, kan man stille sig spørgsmålet, om kommunen mener, de lever op til handicapkonventionens Artikel 24, Lige adgang til uddannelse?



Med venlig hilsen kredsformænd

Agnethe Olsen og Elisabeth Sørensen