Gå til hovedindhold
Ændrede serviceregler og retningslinjer for bevilling af kørsel i Børn og Unge

Høringssvar vedr. bevilling af kørsel i Børn og Unge: som man spørger, får man svar

Kære Aarhus Kommune

Det er for lægmænd meget vanskeligt at vurdere den egentlige betydning af disse ændrede serviceregler for familier med børn med kørselsbehov — herunder også børn med alvorlige handicap — men det er yderst bekymrende, hvis ændringerne i praksis betyder fx længere dage i SFO (pga. få kørsler eller selvhentning), ingen transport til fritidsinteresser eller aflastning, ingen transport til fraskilte forældre, ingen transport i skoleferier (hvilket i praksis umuliggør et fast fuldtidsarbejde for forældre) og/eller besværlige og usikre procedurer ift. ansøgning, bevilling, dokumentation osv. Udfordringerne bliver ikke mindre af, at Aarhus Kommune kun har få specialskoler, -tilbud m.v. på trods af store afstande og transporttider, hvorfor situationen er en helt anden end i små byer med kort transporttid. Hertil savnes der endvidere belæg for at “serviceniveauet på kørselsområdet er højt i Aarhus”, som det omtales på hjemmesiden. Herunder særligt hvis man tager Aarhus’ størrelse og trafiksituation in mente. På det område må Aarhus allerede have høstet besparelser ved at samle specialtilbud m.m. på tværs af en stor kommune, som så nødvendigvis må komme kørslen af børn til gode.

Af høringsmaterialet henvises der seks gange til servicelovens §41, hvilket yderligere umuliggør kvalificeret høringssvar, da man som borger ikke kan kende til den egentlige betydning eller forvaltning af denne paragraf. Den aktuelle høringsrunde kan derfor opleves som en skinproces, hvor der sendes et vigtigt — men lettere uforståeligt og ukonkret — besparelsesforslag i høring.

Vi håber politikerne vil tænke sig om endnu en gang, da de — måske — omfattende forringelser kan have alvorlige konsekvenser for særligt de familier og børn, som allerede er mest sårbare. Dette er bestemt ikke i disse børns tarv eller i tråd med regeringens prioritering af netop vores børn og unge. Selvfølgelig skal de børn, der selv kan fragte sig sikkert til og fra skole, hjem og fritidsinteresser så vidt muligt gøre det, men i det forhåndenværende oplæg er der lagt op til en bred forringelse på et stort antal områder, inkl. for familier med børn med særlige behov og handicap.

Dertil kommer, at det er svært at få øje på nævneværdige besparelser for kommunen, da der fremadrettet må skulle bruges flere penge på forvaltning, individuelle bevillinger, lange åbningstider i SFO-tider og andre poster.

Med venlig hilsen
Betina og Mikkel
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Betina Andersen

Indsendt

28/08/2023 10:28

Sagsnummer

HS2241627

Informationer

Startdato
Svarfrist
Type
Dagtilbud og skole
Område
Hele kommunen
Hørings-id

H644

Kontakt

Martin Klejs Skøtt

Tlf. 29 20 99 52

E-mail makls@aarhus.dk