Jeg vil udtrykke min store bekymring og endnu større underen over forslaget at opstille vindmøller ved Vosnæs.
Der står i forslaget, at nærmeste beboelse ligger 700 m. fra vindmøllerne. Det er jo simpelthen forkert og kun i forhold til Aarhus kommune. Det kan vel ikke være rigtig at man i disse sager kun forholder sig til ens egen kommune og ikke den naboliggende?
Vi er en familie der i 2020 har bygget hus på Kaløvej og vil derfor være ca. 1000 meter fra vindmøllerne. Vi har netop valgt at bygge hus i dette område pga. den flotte natur og det fredede område med masser af dyreliv og ro. Yderligere vil sommerhusejere i havhusene bor endnu tættere på vindmøllerne og bliver meget udsat.
Naturen i området er helt fantastisk og derfor er der også fredet område. Der er et stort fugletræk tværs over det område, hvor der er planer om at opstille vindmøllerne. Der er mange rovfugle, frøer, ræve, rådyr mm., der ligeledes vil blive negativt påvirket ligesom menneskene i området. I værste fald vil biodiversiteten måske falde og visse arter helt forsvinde fra området.
Set i lyset af, at de 3 vindmøller kun vil dække 5 %, er det værd at vurdere, om omkostningerne kan opvejes af de fordele, der er ved at opsætte disse vindmøller - jeg mener, det er langt fra forsvarligt.